I 30 år har iblanding af medicinsk zink i smågrisenes fravænningsfoderet været en effektiv løsning til forebyggelse af fravænningsdiarré. I 2022 er det slut. EU-Kommissionen har forbudt medicinsk zink til kontrol af fravænningsdiarré hos smågrise. Derfor har Seges fokus på, hvad danske svineproducenter kan gøre for at undgå fravænningsdiarré.

Soja bliver skiftet ud

Seges Svineproduktion har undersøgt fravænningsfoderet hos 25 danske besætninger, der har valgt at udfase medicinsk zink. I Erfaring nr. 2002 kommer de frem til at fælles for disse zinkfri-besætninger, er en høj forekomst af mælkepulver, vallepulver og fiskemel. Blodplasma forekommer kun i en enkelt besætning, mens der i en del besætninger bruges utraditionelle råvarer som gærprodukter, fermenterede rapsprodukter og produkter med hørfrøkage. Sojaprodukter var helt fjernet fra fravænningsfoderet i fire besætninger. I tre af disse besætninger blev der brugt tørgær i fravænningsfoderet og i den sidste blev anvendt fermenterede rapsprodukter. Brugen af sojaskråfoder indgik kun i tre besætninger og det er mindre end hvad der er det normale billede, skriver Seges Svineproduktion i deres Erfaring.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Flere forsøg før foderet fungerer

Beslutningen om at tage den medicinske zink ud af fravænningsfoderet er i besætningerne taget af svineproducenten sammen med familie og ansatte. Sammensætningen af fravænningsfoderet har oftest været en proces hvor flere råvaresammensætninger har været i brug, før der er fundet frem til en sammensætning, der fungerer uden det høje zinkniveau. Denne proces har oftest involveret både dyrlæge, konsulent og foderstofleverandør. Råvaresammensætningen er kendetegnet ved tilstedeværelsen af kartoffelprotein, mælke- eller vallepulver og fiskemel i en stor andel af besætningerne. Der er kun blodplasma i en enkelt besætning, mens der ses utraditionelle proteinråvarer, så som tørgær, fermenterede rapsprodukter og hørfrøkagefoder i fire besætninger, hvor alle typer af sojaprodukter til gengæld er fravalgt.

Erfaringsindsamling via telefon og recepter

Mængden af råvarer i fravænningsfoderet hos de 25 besætninger, er blevet kortlagt via telefoninterviews som i de fleste tilfælde blev suppleret med indsendelse af foderrecepter og produktkort som dokumentation. De 25 besætninger, der indgik i denne erfaringsindsamling, har over en længere periode produceret smågrise uden brug af medicinsk zink. Besætningerne blev fundet via deres besætningsdyrlæger, og ved at SEGES Svineproduktion har efterspurgt besætninger, der i en længere periode havde produceret smågrise uden brug af medicinsk zink.

Læs om blodplasma i Hyo.

Læs om fermenteret raps i Hyo.

Læs om gær i Hyo.

Artiklen fortsætter efter annoncen

/ JEB