Når man er ung, tror man, at man er udødelig, men den holder ikke i landbruget. Det har Grindsted Landbrugsskole taget konsekvensen af og udbyder hvert år et sikkerhedskursus for unge, som arbejder i landbruget efter skoletid. Her får de unge deltagere, som typisk er mellem 12 og 16 år gamle, testet deres egen sikkerhed, fysik, sikkerhedsudstyr og evnerne til teambuilding. Mange af øvelserne foregår i værksteder og stalde, så de unge kan få nogle gode værktøjer til det praktiske arbejde på gården.

Motiverer hinanden med egne erfaringer

Poul Thomsen er lærer på Grindsted Landbrugsskole, han fortæller at sikkerhedskurset er populært hos både de unge og deres forældre.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har ingen løftede pegefingre her, men tager udgangspunkt i deltagernes egne erfaringer. Alle har oplevet nogle situationer, hvor man har været dum og leget "Karl Smart", men alligevel været heldig og klaret sig igennem. Det har de unge mennesker frit lejde til at fortælle om, og det motiverer virkelig de unge, siger Poul Thomsen. Han forklarer, hvordan eleverne skal igennem "Galegården", hvor alle fejlene og farerne lurer.

- Galegården lærer eleverne rigtig meget af. Her lærer de af fejlene og finder gode eksempler på sikkerhed. Vi har altid en indlægsholder med, som har prøvet at komme galt afsted. Når den historie bliver fortalt, bliver der helt stille, og det er virkelig noget eleverne husker.

Samvær, sjov og sikkerhed

Sikkerhedskurset foregår en weekend, hvor deltagerne overnatter på landbrugsskolen. Her får de også et indblik i, hvordan det er at gå på landbrugsskole. De sidste par år har der været 15 til 20 kursusdeltagere, som alle er unge mennesker med fritidsjob på et landbrug.

- Det er typisk forældre og arbejdsgivere, der tilmelder de unge, som kan få venner for livet efter bare et døgn på skolen. Vi garanterer hyggeligt samvær, sjov, sikkerhed og nye venner, som man kan spille Farmsimulator med mange år fremover, fortæller Poul Thomsen.

Benjamin Strandgaard Pedersen er EUX-elev på Grindsted Landbrugsskole og han husker stadig sikkerhedskurset, som han var med på for fem år siden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det var sjovt. Vi hørte hinandens historier og fik et godt grin. Vi prøvede at håndtere dyrene, og man fik et andet syn på ens fritidsjob. Jeg tænker over nogle af de ting, jeg har gjort, der nemt kunne være gået galt, fordi jeg valgte nogle hurtige løsninger. Det er med at tænke sig om en ekstra gang, og det blev jeg bedre til efter kurset, forklarer Benjamin Strandgaard Pedersen.

Læs flere artikler om sikkerhed i næste nummer af Hyo.