Danmark har fået en ambitiøs klimalov, og en mindst lige så ambitiøs forpligtigelse fra partierne bag loven. Klimaindsatsen må ifølge politikerne ikke gå ud over vores velfærd eller arbejdspladser, og vi må ikke flytte forurening til andre lande.

Det er spændende at se, hvordan regeringen vil få løst finansieringen af alle klimatiltag. Finansiering er der ikke blevet talt om. Det er mystisk, at alle er blevet spundet så meget ind i klimanettet, at man ikke formår at skære igennem og stille spørgsmål til finansieringen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men der er ikke noget der er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Nu har vi i hvert fald klimaministerens ord for, at vi ikke kan nedlægge svineproduktionen, for så flytter vi både arbejdspladser og klimabelastning til andre lande med mindre klimaeffektiv produktion. Det må vi ikke, og det er bare dejligt.

Klima og miljø er også i fokus på NutriFair. Ligeledes økonomien. På NutriFairs preevent for tre uger siden forudsagde Peter Arendt fra minagro.dk, at vi vil se priser på svinekød, som vi aldrig har set før. Han spåede prisstigninger på 25 til 50 procent i 2020. Og lur mig om han ikke får ret. Det fik han, da han for et år siden forudsagde at prisen på svinekød i 2019 ville stige 50 procent.

For et år siden skrev jeg, at vi trådte ind i grisens år - en periode med overflod og lykke, og det holdt stik. Nu træder vi ind i rottens år. Rotten er indsigtsfuld, strategisk og kan se det store billede, men den deler aldrig dens problemer med andre. Rotten i stand til at overleve alle situationer. Det tror jeg også dansk svineproduktion er. Men måske bør vi gøre som rotten og tale vores produktion op, i stedet for at tale den ned og fokusere på problemer.

Alle vil gerne ride med på en succes. Det skal vi udnytte.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Godt Nytår.