Nyt forskningsprojekt skal fastlægge cut-off værdier og designe nye resistenspaneler i dansk svineproduktion, skriver DTU Veterinærinstituttet.

Udbrud af alvorlige bakterieinfektioner i en svinebesætning kan både føre til betydelig økonomiske tab for landmanden og kompromittere dyrevelfærden, og effektiv behandling er derfor afgørende. Undersøgelserne der anvendes til resistensbestemmelser i dag, er forældede, idet mange af de antibiotika, som reelt anvendes i svinepraksis, ikke indgår i panelerne, men ofte er repræsenteret ved humane antibiotika fra samme antibiotikagrupper. Der har derfor længe været et behov for opdatering af resistenspanelerne med nyere og mere praksis-relevante antibiotika.

De relevante antibiotika omfatter både nyere registrerede antibiotika og ældre antibiotika. Formålet med projektet er at fastlægge cut-off værdier for de mest betydende bakterieinfektioner i dansk svineproduktion, med anvendelse af kliniske isolater af Actinobacillus pleuropneumoniae, Bordatella bronchoseptica, Pasteurella multocida, hæmolytiske E.coli, Streptococcus suis og Staphylococcus hyicus. Dette studie forventes at tilvejebringe det nødvendige grundlag for viden, som er forudsætning for at nye resistenspaneler kan udvikles.

Optimal behandling ved sygdomsudbrud

Med opdaterede resistensundersøgelser vil dyrlægerne få mulighed for at vælge en optimal behandling ved sygdomsudbrud, med nedsat risiko for behandlingssvigt i den enkelte besætning. På sigt vil risikoen for behandlingssvigt blive reduceret, da man kan forvente mindre resistensudvikling når behovet for genbehandling reduceres i den enkelte besætning. Resultaterne vil også give et forbedret grundlag for fremtidige behandlingsvejledninger for svin.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Projektdeltagere og bevilling

Center for Diagnostik DTU ved projektleder Gitte Larsen har i samarbejde med SEGES laboratoriet i Kjellerup søgt finansiering til forskningsprojektet. Fra KU Sund deltager Ken Steen Pedersen og Peter Damborg. I det forberedende arbejde gennem flere år har ViNordic været repræsenteret ved dyrlæge, Ph.D. Margit Andreasen (nu Bayer) samt fagdyrlæge John Haugegaard og fagdyrlæge Kirsten Jensen, der alle fortsætter som ressourcepersoner i projektet.

Projektet er bevilget af Svineafgiftsfonden til gennemførelse i 2020, og indsamling af isolater er allerede begyndt i efteråret 2019.

Det er planlagt at projektet skal følges op med et lignende projekt vedrørende kvæg, hvis der kan skaffes finansiering.

/JEB