Årets elev blev kåret med blomster, gavecheck og glimmerkanon på svinekongressen. Vinderen er Martin Villadsen, elev på Gammelbygård i Thy.

- Det er hans nysgerrighed og vilje til viden der har bragt ham så langt. Martin Villadsen er en dygtig landmand der finder inspiration i nye teknikker og hjælpemidler. Ingen tvivl om, at han bliver en af fremtidens svineproducenter, lød det fra scenen, hvor Erik Larsen overrakte prisen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Da checken på 6.000 skulle overrækkes blev sektordirektør Christian Fink nærmest skudt ned af en glimmer kanon, der vækkede stor begejstring hos årsmødets deltagere.

Alle tre nominerede elever er gode bud på fremtidens svineproducenter. De to andre nominerede der blev fejret på scenen var Michelle Nielsen og Martin Riber Meldgaard Larsen.

Afprøvningsvært med højt humør

Året afprøvningsvært blev Søren Andersen fra Spøttrup ved Skive. I sin sobesætning på 1150 årssøer har Søren og hans medarbejdere gennemført flere foderforsøg for Seges Svineproduktion. Som Christian Fink formulerede det:

- Det har været nogle bøvlede afprøvninger med mange tilpasninger. Men hos Søren bliver det altid taget med højt humør. Sidste år fik Søren Andersen desuden Seges Svineproduktions arbejdsmiljøpris.

Årets særlige indsats til en brobygger

Årets særlige indsats er en ny pris og den blev givet til Jens Gudike Fly Christensen også fra Spøttrup. Han har, med sin facebookside: Hverdagen på Enghave, formået at bygge bro mellem land og by, via de sociale medier. Jens er blevet indstillet af dyrlæge Gerben Hoorneborg fra Vet-Team og roses for den humoristiske og motiverende tilgang til hverdagen som svineproducent.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Jens Gudike Fly Christensen opfordrede flere svineproducenter til at fortælle om hverdagen i stalden.

- Vi gør ikke noget ulovligt, og den bedste måde at vise det på, er at fortælle jeres historie med egne ord, sagde en glad prisvinder.

Læs mere om Jens Gudike Fly Christensen på Maskinbladet.dk og i næste nummer af Hyo.