Det nye Folketingsår er lige startet. Vores socialdemokratiske mindretalsregering har blandt andet lovet en ambitiøs klimalov, og en forøgelse af arveafgiften også kaldet dødsskatten. Da valgkampen kørte, lovede socialdemokraterne også en opblødning på pensionsalderen. Det er måske derfor de nu truer med øget arveafgift?

Det har i hvert fald medført nogle mere eller mindre pressede generationsskifter på landbrug, hvor man ikke har råd til en tredobling af arveafgiften. Så der er da nogle landmænd som nu kan gå på pension. Og hvis regeringen leder efter folk som har knoklet hårdt i over 40 år, ja så finder de dem i hobetal blandt aldrende landmænd. Gennemsnitsalderen for den danske landmand nærmer sig 60 år.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

En øget arveafgift er ikke befordrende for udviklingen på landet, hvor familieejede landbrug er essentielle for bosætning og arbejdspladser. Dødsskatten lægger en ekstra byrde på landbruget, der i forvejen er tynget af gæld og manglende investeringer. Men det er åbenbart ikke noget der ligger regeringen på sinde.

Det gør arbejdsløse elefanter til gengæld.

Vores nye fødevareminister har købt fire arbejdsløse elefanter, som han nu har sendt på pension i Knuthenborg safaripark. Man skulle være elefant og have snablen nede i Statens finanser, så er der ingen smalle steder. Det var der heller ikke i 1979, hvor Hyologisk Tidsskrift kom på gaden for første gang. Her havde vi også en socialdemokratisk mindretalsregering, som udrullede en efterlønsreform, der blev langt dyrere end forventet. Det grå guld har virkelig fat i den tunge ende.

Elefanten i rummet er dog hverken gået på pension eller efterløn. Der venter en pukkel af generationsskifter i landbruget. Hvis Danmark skal beholde de virksomheder, der holder liv i landdistrikterne og producerer sunde, sikre og særdeles eksportvenlige fødevarer, ja så skal der gøres noget fra centralt hold. At hæve arveafgiften gør intet godt.

Jeg håber, at de folk vi har ansat på Christiansborg, vil tage det alvorligt. Jeg tror desværre ikke, at en billet til Knuthenborg safaripark rækker.