Indtil for omkring 200 år siden var i det vores del af verden kun ejendomsretten og andre menneskecentrerede hensyn, som satte grænser for udnyttelsen af dyr. Dette ændrede sig i det 19. århundrede, hvor der kom lovgivning, som skulle tjene til at beskytte dyr mod menneskers mishandling og misbrug. Den første lov til beskyttelse af dyr blev vedtaget af det britiske parlament i 1822, og Danmark fulgte trop i 1857, hvor lov om "straf for dyrplageri" blev indført. Den forbød "rå mishandling eller anden grusom og oprørende behandling af dyr, navnlig husdyr". Disse tidlige dyreværnslove sigtede mod at beskytte dyr mod såkaldt "meningsløs grusomhed", hvorimod den almindelige brug af dyr til produktion af fødevarer eller beklædning eller som trækdyr ikke blev begrænset. Som det fremgår af citatet fra den danske lov, var fokus på motiver (rå og grusom) og på følelserne hos de, der så på (oprørende).
Dette ændrede sig gradvist fra midten af det 20. århundrede. I de indledende paragraffer til "Lov om værn for dyr", som trådte i kraft i Danmark i 1950, blev perspektivet udvidet til også at omfatte den almindelige måde at holde og passe dyr på. Dyrene skulle "passes og plejes forsvarligt", og man skulle sikre sig, at deres opholdsrum var "forsvarligt indrettet". Hermed nærmede man sig det moderne begreb "dyrevelfærd", som sætter grænser for den almindelige brug af dyr, for eksempel til at producere kød, mælk, æg og pels.