Verdens første søstjernefabrik i Kåstrup i Salling er i fuld gang med at omdanne invasive søstjerner til næringsrigt proteinpulver. Danish Marine Protein og Vestjyllands Andel, som er ejer, forventer sig meget af det nye søstjernemel. Det kan sammenlignes med fiskemel, men søstjernemel har blandt andet et højere indhold af omega3 fedtsyrer, og kvaliteten er i top.

- Vores søstjernemel lægger sig op ad fiskemel. Det har et lidt lavere indhold af protein, men indeholder mange omega3 fedtsyrer, der har adskillige positive egenskaber, siger produktchef Torben Jensen fra Vestjyllands Andel. Han forklarer, at søstjerne bliver tørret ved en lavere temperatur end fiskemel, og at søstjernerne er helt friske, når de kommer til fabrikken.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi forventer en bedre tilgængelighed af aminosyrerne og finder færre nedbrudte proteinstoffer end i fiskemel, det giver en super kvalitet af proteinet. Sammen med indholdet af omega3 kan søstjernemel være med til at afbalancere en ensidig fodring baseret på korn og soja, siger produktchefen.

Bæredygtigt og lokalt protein

Om mindre end 14 dage forventer Vestjyllands Andel, at Danish Marine Protein produktionsfaciliteter er godkendt, og at lokalt, bæredygtigt, økologisk protein kan strømme ud til landmænd.

- Det er et rigtig godt skridt for dansk landbrug, at vi kan vise, at vi tager bæredygtigheden alvorligt, siger Steen Bitsch, direktør for Vestjyllands Andel.

Det er primært økologiske fjerkræ og svin, der får glæde af stjernestøvet, men også konventionelle producenter kan bruge det nye protein-alternativ.

- Vi har konventionelle kunder, der venter på partier af søstjernemel til at blande i foder. Jeg regner med, at et par procent kan give de drægtige søer tilstrækkeligt med omega3 til at have balancen i orden i forhold til faringen. Der er avlere, som har været meget interesseret i søstjernemel i foder til hurtigt voksende avlsdyr. Det er sådan noget, vi skal til at have erfaringer med i år, siger Torben Jensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Danish Marine Protein har fået lavet knap 300 tons søstjernemel på fiskemelsfabrikken i Esbjerg. Det har landmændene taget til sig og fodret med det sidste års tid. Om 14 dage bliver varerne frigivet fra fabrikken ved Limfjorden, der skal lave et tons søstjernemel i timen i sæsonen, som kører fra februar til maj.

Søstjerner kaster glans over økologer

Knud Anker Munch er økologisk svineproducent ved Vildbjerg. Han har fodret med færdigfoder iblandet søstjernemel i et halvt år. Han er godt tilfreds med resultaterne og glæder sig over nye muligheder i fodringen.

- Vi er altid glade for nye muligheder i økologien, fordi vi er mere begrænset når det gælder protein. Det er super fint, at vi får mulighed for at bruge lokalt og bæredygtigt protein. Det tænker vi meget over, siger Knud Anker Munch, der har en FRATS produktion med 200 økologiske søer. Det daglige foder til søer og smågrise indeholder en til tre procent søstjernemel. Knud Anker Munchs produktion kører meget jævnt. Han leverer 4500 slagtesvin om året med en daglig tilvækst på 973 gram og et foderforbrug på 2,67 foderenheder per kilo tilvækst. Han har ikke mærket til, at fiskemelet er skiftet ud med søstjernemel. Fra kolleger hører han om en forbedret foderoptagelse, når de skifter til foder med søstjernemel.

Mere omega til svinene

Søstjernemel er afprøvet i svinefoder under kommercielle forhold af SvineRådgivningens TestGris i 2016.

Forsøgene viste, at smågrise kan fodres med fem procent søstjernemel med gode resultater. Forsøget blev foretaget på knap 5000 smågrise fra seks kilo og blev testet op i mod fiskemel. Kommer indholdet at søstjernemel op på 7,5 procent og derover går det ud over tilvæksten.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Torben Jensen har regnet på, hvor mange omega3 fedtsyrer grisene får med foderet fra Vestjyllands Andel. Det viste, at grisene får omtrent den samme mængde omega3fedtsyrer per kilo, som man normalt anbefaler til mennesker.

Udlandet viser også interesse for søstjernemel, blandt andet til specialproduktioner, hvor man ifølge producentregler ikke må bruge fiskemel.

Fun facts:

Søstjernernes evner som rengøringsmiddel er kendt af mange fiskere. De fortæller, hvordan aluminiumsdele ombord på fiskefartøjerne bliver renset for korrosion og fremstår som nye, hvis de er i berøring med søstjerner i et døgn eller to.

Fra Anden verdenskrig og frem til 1987 foregik der i perioder et betydeligt fiskeri efter søstjerner i Limfjorden.