Lyt til artiklen:

Tysk grundighed i mellemklassetraktor fra Fendt

00:00
Hastighed: ???x
05:59

Da denne 800-serie Fendt blev lanceret i 2009, var det ikke for den gamle 800-serie fra 2003-2009, den skulle overtage, for det klares af 700-serien, der blev lanceret i 2011.

Modellerne i 800-serien fra 2009 har i selv den mindste model flere hestekræfter end den tidligere topmodel i 800-serien, og dermed også større og kraftigere opbygget til at håndtere effekten på op til 287 hestekræfter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fendt 800-serien fra 2009 indeholdte fem modeller med effekt fra 180 til 287 hestekræfter, den mindste model 819 blev dog aldrig introduceret i Danmark. Effekten kommer fra en sekscylindret Deutz-motor på 6,1 liter, og emissionskravet overholdes ved hjælp af AdBlue og SCR-teknologi.

Transmission hedder ML200 og er taget fra den gamle Fendt 900-serie, og er dermed testet på op til 300 hestekræfter.

I 2016 bliver Fendt 800-serien udstyret med partikelfilter og EGR-ventil for at overholde Stage IV-emissionskravene. I kabinen kommer der en ny terminal for enden af armlænet, samt et mindre facelift i designet.

Fire udstyrsniveauer og kun én gearkasse

Fendt 800-serien kan vælges i fire udstyrsniveauer, kaldet Power, PowerPlus, Profi og ProfiPlus. PowerPlus og ProfiPlus er begge forberedt til autostyring, og den store 10,4 tommer terminal er standard i ProfiPlus udgaven.

Fendt valgte i 1998, at Vario-transmissionen er den eneste mulighed i en Fendt traktor.

Artiklen fortsætter efter annoncen

rich-media-3
GPS-antenne monteres i taget indefra kabinen, så ledningen til antenne er altid i tørvejr. Hvis antenne skal afmonteres, slipper du også for at skulle klatre rundt på ydersiden af kabinen. Foto: Uffe S. Kristensen.

Nye dæk

I denne udgave af PowerFocus kigger jeg nærmere på en Fendt 828 Vario S4 Profiplus fra 2016, der står til slag hos Kaj Homilius.

Traktoren har kørt 5.600 timer og har fået nye dæk monteret. Resten af traktoren ser ud som ny, hvilket vidner om, at den er godt passet og plejet. Det vidner også om, at Fendt'en er bygget solidt, og normale brugsspor ikke bider sig så let på.

Ifølge Kristian Work, der er sælger hos Kaj Homilius, er der ikke noget at være bekymret over ved køb af brugt Fendt 828.

- Tag et kig på traktoren, hvis den visuelt er pæn, så er den nok også passet godt på. Kontroller servicehistorikken, for er det overholdt efter bogen, så er der heller ikke grund til bekymring der, fortæller Kristian Work.

Der skal udføres service for hver 500 timer på motoren, og stort service, der blandt andet indeholder olieskift på transmissionen, skal udføres ved 2.000 timer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Denne traktor er udstyret med fire bagudvendte hydraulikudtag og én i for, hvilket kan udvides til seks udtag i bag og to i for. Hydraulikpumpen yder 205 liter pr minut, og der er udtag til LS hydraulik bag på traktoren.

rich-media-5
Bagpå traktoren er der fire fjernudtagsventiler, der kan udvides til seks stk i alt. Foto: Uffe S. Kristensen.

Fendt x5-kabinen på denne traktor bærer ikke præg af at være brugt, det hele står, som var det nyt. Knapperne i kørehåndtaget kan kodes til at styre et Isobus-redskab, og 10,4 tommer terminalen giver et godt overblik over traktor, redskab og GPS. Der kan ikke monteres en sekundær original terminal i kabinen.

rich-media-6
10,4 tommer terminalen giver et godt overblik over traktoren, redskab og GPS. Knapperne på kørehåndtaget kan kodes til at styre et Isobus-redskab. Foto: Uffe S. Kristensen.
rich-media-7
Traktoren er udstyret med frontlift, og front-PTO kan eftermonteres efter ønske. Foto: Uffe S. Kristensen.

Husk at skifte gear

Selvom transmissionen er trinløs, er der på en Fendt alligevel to gear, man skal huske at vælge imellem, og det gøres med en trykknap på armlænet. Første gear er til tungt markarbejde i hastighedsområdet 0,02 til 35 km i timen. Andet gear til vejkørsel i hastighedsområdet 0,02 til 40 km i timen og op til 60 km i timen, hvis den ikke er låst til dansk kørsel.

Lettere markarbejde kan udføres i det høje gear, men med den tunge gyllevogn, og når der skal pløjes eller harves, er det vigtigt, at der skiftes til det lave gear. Fortsættes der i det høje gear, arbejdes der med et alt for højt tryk i transmissionens hydrauliske del, og det slider unødigt på transmissionen og varmer transmissionsolien op.

Service

Kigger man på brugtkøb af Fendt 828, eller en anden model i Fendt 800-modelserien, så skal man sørge for at kontrollere servicehistorikken. For er servicebogen udfyldt af autoriseret værksted, så er man også sikker på at traktoren er opdateret med software og lignende opgraderinger fra fabrikken. I traktorens display kan man i en menu, tjekke op på hvornår seneste software er indlæst på traktoren.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den affjedrede foraksel er tilsynelandende uden smørenipler, med undtagelse af én i midten der sidder lidt skjult. Der er en god ide at tjekke op på om den er blevet smurt regelmæssigt.

Tag et grundigt kig på traktoren, for visuelt at vurdere standen. Tag sidebeklædningen af motoren og kontroller udseendet her.

Tag et kig på luftfilteret når du alligevel står med fokus på motorrummet. Luftfilteret må ikke renses med en blæsepistol, men må gerne bankes ren. Dog må luftfilteret ikke bære præg af at være banket skævt, for i værste fald slutter den ikke tæt i luftfilterhuset, og urenset luft kan komme i motoren med store motorskader til følge.

Kør en tur på traktoren og lyt godt efter mislyde. Åben døren imens du kører langsomt frem og tilbage, og lyt godt efter lyde fra transmissionen imens du skifter imellem mark- og vejgear, samt ved tilkobling af PTO.

Hvis ikke der findes noget ved ovennævnte kontroller, er Fendt 828 uden tvivl et godt brugtkøb. Traktoren virker til at være solidt og gennemtænkt bygget op, og bliver den behandlet ordentligt er der ikke umiddelbart grund til bekymring for store reparationer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tekniske specifikationer

Motor: Deutz.

Antal cylindre: 6

Volumen: 6,057 liter.

Motoreffekt: 287 Hk.

Moment: 1.217 Nm.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Antal gear: To + Vario

Liftkapacitet bag: 11.110 kg.

Liftkapacitet for: 5.040 kg.

Hydraulikydelse: 205 l/min.

Antal timer: 5.600

Artiklen fortsætter efter annoncen

Årgang: 2016

Pris: 750.000