Finske river fra Agronic er et særsyn i Danmark, men måske bliver de mere almindelige i fremtiden. I hvert fald har Jens Lübeck Agro nu fået eneimporten af maskinerne, der er udviklet til de skandinaviske forhold.

- Vi er dog ikke begyndt på den egentlige markedsføring endnu, fordi vi gerne først vil have dem prøvet grundigt af under danske forhold så vi ved, hvad vi skal slå på, siger Morten Lübeck, der er sælger hos Jens Lübeck Agro.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Han fortæller, at der i øjeblikket kører to WR-modeller, der vises frem for interesserede kunder. Den ene er på seks meter og kører på Sjælland, mens den anden - en fem meters model - kører i Jylland.

Få bevægelige dele

- Vi synes riverne er interessante, fordi de har så få bevægelige dele i forhold til andre river. Der er kun en oliemotor, som driver selve rotoren, fortæller Morten Lübeck.

Traktorens hydraulik-system kræver 1 x 2 dobbeltvirkende udtag, 1 x enkeltvirkende udtag og en fri retur.

Han tilføjer, at Agronic-riven kan monteres i frontliften såvel som i bagliften, men at den har sin berettigelse som et frontmonteret redskab.

- Så kan man jo have et andet redskab bagpå - for eksempel en presser eller en opsamlervogn. Så kan man klare det hele i en arbejdsgang, og der kræver kun én mand til opgaven. siger han og tilføjer, at riven laves med forskellige beslag, så man også kan have den i frontlæsseren.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tænder af kunststof

Riverne har variabel rotorhastighed og rivetænder af kunststoffet polyamid. De er fastgjort til rotoren med en split.

Morten Lübeck oplyser, at tænderne sikrer en god opsamling af afgrøden selv under vanskelige forhold, og at de kan klare lidt af hvert, hvis de for eksempel støder på forhindringer i terrænet.

En anden egenskab ved riven er, at den er relativ kompakt og let. Fem-meters udgaven vejer 395 kg, mens 6-meters udgaven vejer 860 kg. Den store forskel i vægten mellem de to modeller skyldes, at den lille udgave kan trække sig sammen i transportstilling, mens den store skal klappes op, hvilket kræver en noget kraftigere rammekonstruktion.

WR-serien er designet til afgrøder der ligger i skår, men kan i øvrigt også fungere til afgrøder der er blevet spredt ud.