Der har været usikkerhed om fremtiden for Massey Ferguson-forhandlingen i det nordjyske efter Hjallerup Maskinforretnings konkurs, men nu er 24 af de tidligere medarbejderes fremtid sikret ligesom hele Massey Ferguson forhandling og servicering området fra Skagen i nord til Århus i øst, over Salling til Limfjorden syd for Hurup i vest.

Massey Ferguson-forhandleren, Brdr. Thorsen, med base på Djursland, har netop overtaget hele området efter det tidligere Hjallerup Maskinforretning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er med stor glæde og tilfredshed, at vi kan udnævne Brdr. Thorsen som full-line Massey Ferguson-forhandler i det tidligere område, fortæller Christian Devantier, der er ansvarlig for Agcos distributionsstrategi og for forhandlerudvikling.

- Brdr. Thorsen ved om nogen, hvordan kunden føler sig godt bakket op, så vi er rigtig godt tilfredse med løsningen, og går ind i det samarbejde her med stor velvilje, påpeger Christian Devantier.

rich-media-2
Christian Devantier fra Agco Danmark ser frem til det nye samarbejde med Brdr Thorsen. Arkivfoto: Rasmus Dalsgaard.

Overtager folk og biler

24 medarbejdere er med i overtagelsen og det samme er 17 servicebiler, som er fuld udstyret.

- Der er tale om samtlige ansatte fra den tidigere Støvring-afdeling, fem montører fra den tidligere Hjallerup-afdeling samt værkfører og alle montører fra Hjørring-afdelingen, fortæller Christian Devantier.

Han fortæller, at man netop nu er i dialog med konkursboet om lokalerne i Støvring og samtidigt vil kigge efter lokaler i Vendsyssel.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi forventer at have en udmeldning klar i slutningen af den kommende uge om lokalerne i Himmerland, fortæller Christian Devantier, som også løfter sløret for, at der bliver tale om én lokation i Himmerland og én i Vendsyssel.

Grønning Maskinforretning på Salling samt Holms Maskinservice nord for Randers fortsætter som servicepartner, ligesom Bejstrup Maskinstation bliver en form for service-partner under Brdr. Thorsen.