Store kærreplove har under ideelle forhold en enorm kapacitet, men når vejret driller, og det bliver fedtet, er den lange plov en udfordring for de fleste traktorer. Med PW-modellen har Kverneland gennemtænkt begge senarier og fundet en løsning, hvor der kan udføres kvalitetspløjning under de skiftende vejrforhold. Når forholdene er til det, pløjes der med samtlige furer både før og efter kærren. Under vanskelige forhold kan furerne efter kærren løftes, når der køres op ad bakke, eller de kan løftes hele tiden. Kærren på Kverneland PW er monteret med et trepunktsophæng, og uanset om der er tre eller fem furer efter kærren, er det altid en standard Kverneland EG-plov, der er monteret i trepunktsophænget. Kniber det med at stå fast, kan den bageste plov let afmonteres, og der kan pløjes videre med furerne foran kærren. EG-ploven, der er koblet fra, kan anvendes af en anden traktor.

Den brugte Kverneland PW 100 er set hos Hjallerup Maskinforretning A/S. Ploven er med otte furer, der fordeler sig med fem furer foran kærren og en trefuret EG-plov efter kærren. Ploven er fra 2007 og er monteret med variabel furebredde og integreret pakker.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Med mindre der er slidt huller i ringene, er det vanskeligt at se, hvor meget gods der er tilbage i ringene. Men efterhånden som godstykkelsen bliver mindre, opstår der let buler i ringen, når de rammer en sten.

Indbygget foragerautomatik

Ploven kontrolleres fra sin egen ATS-terminal og behøver derfor ikke en traktor med avanceret foragerautomatik. Det eneste føreren skal gøre, for at tage de otte furer op på linje, vende ploven og få den i jorden igen, er at betjene traktorens lift og en enkelt kontakt på ATS-terminalen. For at minimere risikoen for, at dæk og skærme på traktoren ødelægges, er der i systemet en frekvens, hvor ploven i første omgang vendes halvt og først vender helt rundt, når der er drejet rundt på forageren.

Den brugte plov kræver et konstant olieflow fra traktoren. Kverneland PW blev også leveret med LS, hvor ploven kun bruger olie, når der er behov for det. ATS-terminalen er Isobus kompatibel, og hvis der er behov for det, kan ploven på mange moderne traktorer betjenes fra traktorterminalen.

Integreret pakker

Den integrerede Packomat er delt op i to, så den følger plovene, hvis den store plov deles. Pakkeintensiteten og efterharven indstilles med spindler. Er der ikke behov for at pakke jorden, og ved første træk langs hegn og diger, løftes pakkerne hydraulisk ind over ploven. Under transport, køres der med ploven vendt halvt rundt og med pakkerne inde over ploven.

Kendt underplov

Ploven er monteret med de store halmforplove samt Krop 28 underplove. Det er en lang og skrueformet underplov, der egner sig til de fleste jordtyper, og som foretager en god vandig af jorden. Den efterlader desuden en bred furebund med plads til brede traktordæk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Stensikringen er den velkendte Kverneland-løsning med bladfjedre, hvor der er ilagt to ekstra fjedre. Alternativt leveres ploven også i en PW version med springbolte. Ploven har en gennemgang på 100 centimeter og en åsehøjde på 75 centimeter. Furebredden varieres hydraulisk og kan justeres i intervallet 35-50 centimeter.

Se på bøsninger og sliddele

Modsat de liftophængte Kverneland EG-plove, så vender PW uden at ændre på furebredden. Derfor slides der kun på de bevægelige dele i fureindstillingen, når der ændres arbejdsbredde. Når man tænker på, at en Kverneland EG kan pløje mange tusinde hektar, før der opstår slør, så skal en Kverneland PW nok udstyres med GPS-styring, hvor der konstant ændres på furebredden, før der opstår slør i systemet. Kvernelands Variomat er uden smørenipler i drejeledet. I stedet anvender den norske producent hærdede bøsninger mellem den induktionshærdede hovedramme og bolten i drejeleddet.

- Kig efter slør og slid ved bolte og bøsninger i vendesystemet både ved traktoren og ude på kærren. Se efter, om der er fedt omkring boltene og få gerne ploven monteret på en traktor. Vend herefter ploven, og lyt efter, hvordan det lyder, når ploven vendes. "Snakker" den meget, og kan man samtidig se, at der er noget, der giver sig, tyder det på, at der er et eller flere bøsninger og nagler der står for udskiftning, siger montør Alf V. Jensen, Hjallerup Maskinforretning A/S.

Sliddele ændrer prisen

Ud over plovens generelle tilstand, er det først og fremmest sliddelene der bestemmer prisen på den brugte plov.

- Skær og landsider er ikke så vanskellige at vurdere. Det er straks værre, når det kommer til muldpladerne. Se efter, hvor slidte de er i kanten, og vurder også hvor slidte de er lige midt i muldpladen. I helhedsvurderingen skal man også vurdere, hvor mange hektar der er tilbage i skær og muldplader på forplovene. Den brugte plov er med Quick-Fit-spidser, der er lette at udskifte, og som har lang levetid, siger Ole Kyvsgaard, salgsansvarlig for blandt andet Kverneland hos Hjallerup Maskinforretning A/S.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Undersøg pakkeren

For at minimere vægten, er ringene i den integrerede pakker hule. Sliddet på ringene afhænger meget af hvilken jordtype, ploven og pakkeren arbejder i.

- Med mindre der er slidt huller i ringene, er det vanskeligt at se, hvor meget gods der er tilbage i ringene. Men efterhånden som godstykkelsen bliver mindre, opstår der let buler i ringen, når de rammer en sten. Mange buler i ringene indikerer derfor, at en udskiftning nærmer sig, siger Alf V. Jensen.

Vælg rette udløsertryk

Udløsersystemet på Kverneland PW er som standard med fem hærdede fjedreblade. Den brugte plov er med HD-pakken, der består af to ekstra blade. Hver udløser kan maksimalt monteres med fem ekstra blade. Inden der købes brugt Kverneland, er det altid en god ide at vurdere, hvilken opsætning der passer til den aktuelle jordtype, og se sig om efter en plov, der er monteret med det ønskede udstyr.