Når man er fjerde generation i en maskinforretning, der har eksisteret siden 1936, ville det måske være oplagt at forsætte af samme sti som hidtil, og ikke foretage de store ændringer.

Det er dog ikke, hvad Troels Stausholm Jensen har tænkt sig. Han blev direktør hos Stenderup i august 2017, og han har store planer for, hvordan maskinforretningen skal udvikles i de kommende år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har lagt en 2025-plan, og vi vil være markedsledende på en række nicheprodukter, og derudover vil i udvide området til Tyskland og hele Norden, forklarer han.

Stenderup er ejet af Mogens Jensen, far til Troels Stausholm Jensen, der købte sin bror, Hans Henrik Jensen, ud af familieforetagendet ved årsskiftet. Stenderup adskiller sig fra mange maskinhandlere, på den måde at det ikke er forretningens traktormærke, der løber med opmærksomheden, når man besøger forretningen. Den jyske maskinforretning forhandler McCormick-traktorer, men det er fuldfodervogne, der for alvor har sat Stenderup på landkortet. Stenderup forhandler produkter fra blandt andre Triolet, Seko, Gehl og Fella.

- Vi er markedsledere på fuldfodervogne Danmark. Vi er specialister på kvægsegmentet, og det kræver selvfølgelig, at man har gode produkter - og det har vi - men det vigtigste er god service, siger Troels Stausholm Jensen.

Der er ikke noget nyt i, at en maskinhandler mener, at service er afgørende, men når Troels Stausholm Jensen siger det, begrunder han det med de behov, som en fuldfodervogn opfylder.

- Når en fuldfodervogn bryder ned, SKAL man have hjælp. Det kan ikke vente, for så er der nogle dyr, der ikke bliver fodret. Hvis man deler produkter op i, hvad der er rart at have, og hvad der er nødvendigt at have, så hører en fuldfodervogn under den sidste kategori, siger han og giver et eksempel på, hvordan det opleves i praksis.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Sidste år havde vi en selvkørende fuldfodervogn, der brød ned, og vi havde ikke den nødvendige del på lager. Vi ringede til fabrikken i Holland, og forklarede dem problemet. Seks timer senere ankom en taxa med reservedelen hos kunden i Varde, hvor vores montør ventede og kort efter var fuldfodervognen kørende igen.

Hos Stenderup har man af samme grund altid en række vogne stående standby, som kunderne kan låne, hvis uheldet er ude. Det er den tilgang til service, som ifølge Troels Stausholm Jensen skal være med til at føre Stenderups 2025-plan ud i livet.

- Tidligere har vi set isoleret på det danske marked, men jeg vil hellere se på hele Norden som ét marked. Vi har allerede ansat en sælger i Norge, og vi har flere servicepartnere deroppe også, siger han.

Ny branche

Stenderups planer for fremtiden er dog ikke kun fokuseret på udvidelsen til Norden og Tyskland. Også her i Danmark har Troels Stausholm Jensen store planer.

- Vi ser meget lyst på fremtiden. Vi har lagt en plan om, at vi gerne vil ind på markedet for entreprenørmaskiner. Det betyder, at vi er på udkig efter relevante emner på det marked, som vi kan opkøbe, siger han og fortsætter:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Fra landbrugssiden har vi gode erfaringer med selv at være importør for de maskiner, vi sælger, og det er også samme setup, vi gerne vil have på entreprenørdelen. Det er min oplevelse, at samarbejdet med fabrikken bliver meget bedre, når man selv er importør. Derfor er vi på udkig efter emner, der selv har import af entreprenørmaskiner, som vi enten kan samarbejde med eller opkøbe.

I dag har Stenderup 30 ansatte fordelt på tre lokationer, og selvom der er store planer for nyskabelse i fremtiden,vil Troels Stausholm Jensen og Stenderup ikke glemme, hvor de kommer fra.

- Jeg er selv kommet i virksomheden hele mit liv, og vi har flere ansatte, der har været her i 30 år. Vi gør meget ud af, at vi er en familievirksomhed, og min bedstefar på 78 kommer stadig i huset hver dag. Jeg har den holdning, at glade medarbejdere er produktive medarbejdere, forklarer Troels Stausholm Jensen.

Når man som Stenderup har et skarpt fokus på fuldfodervogne, er det også vigtigt, at medarbejderne er fagspecialister.

- For os er det naturligt at have et sæt gummistøvler i bilen, så vi kan komme ud og møde landmanden, der hvor han er. Vi gør også meget ud af, at vores folk er fagligt opdaterede. Eksempelvis deltager vi på Kvægkongressen, hvor vi både får den nyeste viden og samtidig møder landmændene, siger Troels Stausholm Jensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den tilgang til medarbejderne skulle naturligvis gerne smitte af på forholdet til kunderne.

- Vi skal ikke ud og bygge et stort glas-palads af en ny maskinforretning. Det er vigtigt, at kunderne føler sig velkomne her, og det værste der kan ske er, at de føler, at de skal tage træskoene af, når de kommer her, siger direktøren og forsætter:

- Sidst vi havde åbent hus, var der en kunde, der insisterede på, at han ville købe en traktor af mig personligt. Så havde han nemlig handlet med alle fire generationer. Det er sådan noget, som jeg sætter stor pris på.