Kuhn GF 8501 MH er med seks rotorer, og arbejdsbredde på 8,5 meter giver vendere en god kapacitet.

Græsensilage af høj kvalitet afhænger af en række faktorer, og hvor landmanden har fuldstændig kontrol over valg af frøblanding og tildeling af gødning, kniber det gevaldigt, når det kommer til kontrol med vejret. Selv om de effektive producenter kun skal bruge tre til fire dages tørvejr, for at rykke ud med skårlæggeren og opnå en tilstrækkelig vejring af græsset, kniber det mange gange, at finde de fornødne dage med tørvejr.

Specielt i første slæt udvikler græsset sig hurtigt, og derfor resulterer blot nogle få dages udsættelse af høstdatoen i ensilage af en dårligere kvalitet. For at speede tørre-processen op, vælger mange landmænd derfor at lade skårlæggeren udlægge afgrøden i fuld bredde. Har man kun et vindue på to dages tørvejr, kan der sættes ekstra turbo på forvejringen, ved at vende græsset en gang, før det rives sammen.

Den brugte Kuhn GF 8501 MH vender er set hos Lemvig Maskinforretning. Den liftophængte vender er fra 2008 og er med otte rotorer. Arbejdsbredden er på 8,5 meter og hver rotor er med seks arme.

Patenteret træk

Under tansport fylder Kuhn GF 8501 MH kun 2,95 meter på landevejen. Omstilling til transport sker hydraulisk og uden at føreren behøver at forlade førerkabinen. Trækket imellem rotorerne overføres af patenterede fingerkoblinger, som Kuhn kalder DigiDrive. Systemet giver mulighed for et utal af rotorer, og med mulighed for at folde venderen sammen til en kompakt enhed. Koblingerne er konstrueret på en sådan måde, at de kan overføre kraften i en hvilken som helst position. Selv utilsigtet opstart, når venderen er i transportstilling ødelægger ikke transmissionen.

Mange rotorer med lille diameter

De otte rotorer har hver især en diameter på en god meter, og centralt under hver rotor kører der et bærehjul. For at kompensere for den større vægt at den centrale enhed, er der bredere hjul under de to midterste rotorer. Fordelen ved mange og forholdsvis små rotorer er, at riven følger selv de mindste ujævnheder i marken. Sammen med de asymmetriske rivefjedre betyder det, at venderen kan justeres tæt til jordoverfladen, uden risiko for at den rører jorden og blander jord i foderet.

Højdeindstilling uden værktøj

Arbejdshøjden grundindstilles ved at flytte en nagle i hjulophænget under rotorerne. Finindstillingen sker med topstangen, og ved at kombinere de to indstillinger, er der mulighed for at ændre på hvor højt materialet skal kastes op i luften og dermed på lagdelingen af det vendte græs.

I første træk rundt om marken kan sprederen skråtstilles, så materialet ikke smides ud i hegnet. Indstillingen foretages manuelt, ved at dreje hjulene under rotorerne. I 2008 skifte venderen modelbetegnelse til GF 8702, som stilles skrå ved hjælp af hydraulik. I dag hedder riven GF 8712 og har blandt andet fået HLC, der løfte alle rotorer fri af jorden lige så snart liften aktiveres.

Få den foldet ud

Det er vigtigt at en vender er lige og i orden, for at den kan gå tæt til jordoverfladen og får det hele med, uden at fjedrene roder i jorden og forurener græsset. Samtidig skal fjedren være intakte, og hjulene under rotorerne skal ligeldes være i orden.

- I gennemgangen af en brugt vender vil jeg starte med at se på den generelle tilstand. Se først og fremmes efter om der er synlige skader på venderen, og om der har været fortaget reparationer på den. Fjedre er en sliddel, men prisen på venderen bør selvfølgelig afspejle, om den står med halvslidte eller nye fjedre, siger Niels Jakobsen, montør hos Lemvig Maskinforretning.

Skiftes der et eller flere fjedre i venderen, anbefaler han, at sammenligne længden på de nye fjedre med de øvrige fjedre på riven. Er der flere centimeter til forskel, er det vanskeligt at indstille riven korrekt. Der kan selvfølgelig pludselig knække en fjeder, men hans erfaring er, at fjedrene med tiden bliver trætte, og når de begynder at knække, kan man lige så godt montere nye fjedre på samtlige rotorer.

Undersøg gearene

Ved hver rotor sidder der et gear med krone spidshjul,der fra fabrikken er smurt med en speciel fedt.

- Efterhånden som vendere slides kan der opstår slør imellem krone og spidshjulet. Sløret kan let fjernes ved at simse gearet op, men det er vigtigt, at det foretages inde, at sløret bliver for stort, og gearet tander over og ødelægger tandhjulene. Transmissionen kontrolleres for slør, ved at dreje på rotoren, og lægge mærke til, hvor hurtigt akslen dreje med, siger Niels Jakobsen og tilføjer:

- Når man har fat i rotoren, skal man også lægge mærke til, om lejerne fra transmissionen og ned til rotoren er i orden.

De midterste er de mest udsatte

Mange vendere anvendes også til spredning af halm efter mejetærskeren, og med et bredt og kompakt halmskår udsættes de to midterste rotorer for en enorm belastning. Montøren anbefaler derfor at have fokus på de to midterste rotorer, og er de i orden, er der stor sandsynlighed for, at de øvrige rotorer også er i orden.

Se på hvordan den folder

Niels Jakobsen anbefaler at få venderen monteret på en traktor, så den kan foldes ud.

- Først når den er foldet ud kan man kontrollere hvor meget slør der er i de forskellige led. Har venderen ikke været vedligeholdt med fedt, kan den hurtig blive slasket, og det kan man let konstatere, ved at tage fat i den yderste rotor og trække lidt frem og tilbage, siger Niels Jakobsen.

Han anbefaler også at man kontrollere topstangsfæstet, der på venderen har en udløser, som giver venderen bevægelsesfrihed, når den kører på jorden.

Saft fra græs er korroderende, og da der er risiko for at venderen rammes af stenslag, som kan slå hul på lakeringen, anbefaler montøren at venderen efter brug vaskes af og smøres ind i olie.