I år er det tyve år siden, at Krone introducerede den første rundballepresser med påmonteret wrapper. Kombimaskinen gav en kolossal rationalisering, med mulighed for at spare en traktor med fører.

Sammenbygningen af de to maskiner betød også, at maskinstationerne bedre kunne planlæge arbejdsdagen, og samtidig slap de for at holde styr på, at der ikke blev presset flere baller, end wrapperen kunne pakke ind, inden dagen var omme.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Maskinen gav også foderkvaliteten et løft. Når ballen overføres direkte fra presseren og til pakkebordet, elimineres risikoen for, at foderet inficeres med jord og gødningsrester, som det kan være tilfældet, når ballen lægges af på jorden og efterfølgende samles op af en wrapper. Den øjebliklige indpakning straks efter presningen sikrer ligeledes optimale betingelser for ensileringsprocessen.

Med epokegørende pickup

Den brugte Krone Comprima CV 150 XC, som er set hos Thy Traktor & Maskinservice, er fra 2013 og har presset 12.500 baller. Modellen blev introduceret i 2005, og kom som standard med den epokegørende EasyFlow pickup, som er uden kurvestyr. I forhold til en traditionel pickup indeholder EasyFlow betydelig færre bevægelige dele, og det gør det let at vedligeholde pickuppen i dagligdagen.

Ballekammeret i Krone Comprima CV 150 XC har en bredde på 120 centimeter, og ballestørrelsen kan varieres i intervaller 100 - 150 centimeter. I samme serie tilbød Krone også Comprima CF 155 XC, som er en presser med semivariabelt ballekammer, der kan presse baller med en diameter på 125-150 centimeter. Største model i serien var Comprima CV 210 XC, som kan presser baller med en diameter på 100 - 205 centimeter. Skal ballerne folieres begrænses højden på ballerne til 175 centimeter.

Lydløs gang med tandrem

I Comprima CV 150 XC formes og presses rundballen af stålstave, som er monteret imellem endeløse tandremme. Stålstavene giver den fornødne friktion, som sikrer at selv kort og saftholdigt græs presses og formes til fast baller. Samtidig får presseren en mere lydløs gang.

Presseren kan indstilles til automatisk at lægge net om ballen, når den ønskede diameter er nået. Når baglågen åbner, falder ballen ud på et overførselsbord, hvor et kædesystem trækker ballen over på pakkebordet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Når lågen lukkes, genoptages presningen, mens to satellitter lægger folie om ballen. Den folierede balle lægges automatisk af, mens den næste balle bindes.

Alternativt kan føreren fra terminalen i kabinen lægge ballen af et hensigtsmæssigt sted i marken.

Nye modeller

Til sæson 2014 introducerede Krone nye pressere i Comprima-serien, som fik tilnavnet X-treme. Opdateringen indeholdt blandt andet bredere og stærkere tandremme, samt et nyt overføringssystem som nærmest får ballen til at rulle fra presseren og over på indpakkerbordet. De nye pressere kan binde ballerne med enten net eller folie. Endelig kan der som ekstraudstyr monteres vejeceller under indpakkerbordet.

Undersøg pickup og rotor

EasyFlow pickuppen på den brugte Krone presser er godt nok uden kulissestyr, men det er ikke ensbetydende med, at pickuppen ikke kan ødelægges. Kurt Bliksted, der ejer Thy Traktor & Maskinservice og forhandler Krone, anbefaler derfor, at man starter gennemgangen af den brugte presser med at se på pickuppen.

- Både pickupfjedre og pickupbånd er udviklet specielt til EasyFlow pickuppen. For at opnå en ren opsamling og en jævn indføring af materialet, skal både fjedre og bånd være i orden. Se derfor efter om fjedren har den rette facon, og om der er buler i pickupbåndene, siger Kurt Bliksted, der opfordrer til at kontrollere indstillingen af pickuppens støttehjul, så pickupfjedrene ikke arbejder i jorden. Det slider på maskinen, og giver risiko for at foderet forurenes med jord, når der eksempelvis samles græs op i en ujævn eng.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Rotoren skal være intakt

Krone Comprima CV 150 XC er som standard monteret med 17 knive og kunne som ekstraudstyr leveres med 26 knive. Med 17 knive er den teoretiske snitlængde 64 millimeter og med 26 knive kommer snitlængden ned på 42 millimeter.

Knivene er fjedrebelastede, og skal materialet ikke snittes, trækkes de hydraulisk væk fra snitterotoren. Den facilitet bruges også, når kniven skal udskiftes eller slibes. Er der behov for en grovere snitning af materialet, kan der blot arbejdes med et mindre antal knive.

- For at bevare kapaciteten på presseren, er det vigtigt at rotoren er i orden. Undersøg rotoren for beskadigede og bøjede tænder, og læg samtidig mærke til, om afstrygerene er intakte. Beskadigede tænder kan repareres med nye isvejsningsdele, siger Kurt Bliksted.

For at minimere behovet til trækkraft og bevare en fin snitning af materialet, anbefaler han, at knivene holdes skarpe. Krone leverer en stationær sliber, hvor knivene slibes i vandbad. Slibes knivene med en vinkelsliber, skal det ske med forsigtighed, så knivene ikke slibes varme og mister hærdningen.

Se på remmene

Fra jobcomputeren til Comprima CV 150 XC kan man udlæse det samlede antal baller, som presseren har presset. Antallet er gemt i hukommelsen på maskinen, og ændres derfor ikke, selv om der skiftes terminal på presseren.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Krone giver en garanti på tre år eller 12.000 baller på tandremmene. Ud over at kontrollere remmene, er det derfor en god ide, at få dokumentation for, hvornår der er monteret nye remme i den brugte presser, siger Kurt Bliksted og tilføjer:

- Undersøg om alle kæder bliver smurt af det automatiske smøreanlæg. Oliemængden justeres med en excentrik, og indstilles så kæderen altid holdes fugtige af olie. Kæderne skal ligge helt til i tandhjulene, og gør de ikke det, er det tegn på slidtage. Skiftes kæderne i tide, kan man som regel slide to kæder op på et hold tandhjul. Fortsættes der med slidte kæder, kræver det også nye tandhjul.

Satellitterne på pakkebordet er med to hastigheder, og her råder den nordjyske forhandler til, at kontrollere begge par tandhjul for slid.