6400-serien fra Massey Ferguson blev født i 2003 med syv modeller og effekter fra 90 til 155 hestekræfter i topmodellen 6480. Serien strakte sig over både fire- og seks-cylindrede modeller, hvor fire modeller havde fire cylindrede motorer og tre modeller var udstyret med seks cylindrede motorer.

I 2005 blev serien opdateret med den nye Dyna-6-transmision med fire gruppegear og seks koblingsfrie gear i hver gruppe.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Allerede i 2007 blev serien igen opdateret, da udledningskrav betød, at der skulle opdateres på motorsiden. Det medførte en lang række øvrige opdateringer, som faktisk forsat kører på Massey Ferguson-traktorer i dag.

Den brugte Massey Ferguson 6480 er fra 2008 og har kørt 7.149 timer. Traktoren er set hos Jysk Maskincenter og har både frontlift, forakselaffjedring og kabineaffjedring.

I 2007 fik 6400-serien blandt andet en anden motorhjelm med et nyt design. Serien fik nye Perkins-motorer, som overholdte Tier 3-kravene, og selve opbygningen mellem frontlift og og bagtøjet blev også ændret.

Hvis man skulle have frontlift på traktoren, var det indtil 2007 med vanger monteret på siden af traktoren. I 2007 kom der en fuld integreret frontlift, som blev boltet på inde bag forakslen. Det betød blandt andet, at traktoren fik hofte-detalje, som tillod forhjulene at dreje skarpere, og derved reducere venderadius

Høj komfort

Selve forakslen blev også ændret og den affjedret foraksel på serien blev ophængt i midten med ganske få smøresteder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Faktisk sidder der kun én smørenippel til selve affjedringen på forakslen samt tre smørenipler til selve ophænget som er ført ud i siden af forbroen, og derfor skal man ikke ned og kravle under traktoren for at smøre.

Den brugte traktor er desuden udstyret med førerhusaffjedring i form af luft. 6400-serien kan vælges med både elektriske og mekaniske fjernudtag, og den brugte traktor er med fire mekaniske udtag, dog med en 110 l/min LS-pumpe.

Større modeller

Sideløbende med 6400-serien på fire- og seks-cylindrede Perkins-motorer, så præsenterede Massey Ferguson også i 2003 de store modeller i 6400-serien med Sisu-motorer. Serien gik over syv modeller med effekter fra 165 til 230 maksimale hestekræfter, og foruden flere heste, er der også tale om en fysisk større traktor, hvor blandt andet akselafstanden er 18 centimeter længere.

Den større serie blev også opdateret i 2006 med nye motorer og serien kørte helt frem til 2012, hvor hele 6400-serien samt den trinløse 7400-serie blev erstattet af 7600-serien med både Dyna-VT samt og Dyna-6 transmissioner.

Ni modeller med seks cylindrede motorer fra 155 til 260 maksimale hestekræfter i 7600-serien gjorde sit indtog i 2013, hvor Massey Ferguson samme år præsenterede 6600-serien, som gik over syv modeller fra 135 til 185 maksimale hestekræfter på fire cylindre.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Derved blev 6400-serien delt i to grene, hvor 6600-serien erstattede de fire cylindrede modeller og 7600-serien erstattede de seks cylindrede modeller. Begge serie blev udstyret med motorer fra Sisu-fabrikken i Finland, som siden har skiftet navn til Agco-Power.

Stærk transmission

Dyna-6-transmissionen, som blev født sammen med 6400-serien er en meget stærk transmission, som Massey Ferguson også benytter den dag i dag.

- Selve softwaren er blevet opdateret, men hardwaren er den samme i nye Massey Ferguson-traktorer, som i den brugte hovedperson i denne PowerFocus, fortæller Massey Ferguson-montør Thomas Bønnerup fra Jysk Maskincenter.

Han opfordrer kommende ejere af brugte Dyna-6-transmissoner til at prøvekøre traktoren inden køb og specielt prøve kørekoblingen af.

Først når traktoren bliver varm, kan man mærke, hvilken tilstand kørekoblingen er i. Hvis traktoren begynder at rulle lige så stille, når den står i neutral, kan der være bud efter nye koblingsplader. Hvis traktoren ruller det mindste har vi heller ikke mulighed for at kalibrere koblingen, fortæller han og påpeger også vendegearet:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Massey Ferguson-traktoreren har et vi rkelig blødt vendegear, og som chauffør har man mulighed for at stille vendegear i fire trin efter hårdhed. Hvis traktoren kobler hårdt til i det blødeste trin, skal det kalibreres. Det plejer vi altid at gøre, når vi har traktorerne til service.

Tjek kabineaffjedringen

Brugte traktorer har det med at tabe pusten, og hvis kabineaffjedringen taber pusten, går det væsentligt ud over førerkomforten.

- En god ide er at sætte tænding på traktoren og bemærke, om kabineaffjedringen pumpes op. Gør den ikke det, kan der være en reparation gemt her, fortæller den østjyske montør.

Han bemærker også den affjedrede foraksel, som man ikke skal være nervøs for.

- Forakslen er bygget op med lukkede lejer, og er derfor vedligeholdelsesfrie. Der sidder faktisk kun én enkelt smørenippel, som er placeret på den forreste bolt i affjedringen, og det er den eneste, som kræver smøring affjedringen. Selve ophænget har også tre smørenipler, som er ført frem på siden af . Vi har sjældent problemer med forakslen, og det er en meget kraftig foraksel til en traktorstørrelse, som Massey Ferguson 6480.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Starter traktoren?

Et andet punkt at være opmærksom på 6400-serien, med den korte akselafstand, er motoren. På de små 6400-serie er det en Perkins-motor, som laver effekten, og hvis den har svært ved at starte, kan det være et tegn på dyse-problemer.

- Hvis der vel at mærke er strøm nok på batteriet, skal traktoren gerne være hurtigt til at starte. Hvis ikke den er det, kan det være et tegn på slidte dyser. På 6400-serien er det et CommenRail-brændstofsystem, og dermed kan det godt blive en dyr omgang at udskifte dyserne.

Den brugte traktor er udstyret med LS-pumpe, men med mekaniske fjernudtag.

- Hvis 6400-serien er udstyret med elektriske udtag, er det også altid en god ide, at prøve at benytte joysticket til de elektriske udtag, og holde øje med, om en kontrollampe i kontakten til aktiveringen af udtagene begynder at lyse. Gør den det, er der en fejl på et af udtagene, som skal udlæses med computer, fortæller Thomas Bønnerup.

Han påpeger dog, at lampen vil blinke med en fejlkode, og i grove træk kan en mekaniker fortælle over telefonen, hvad fejlen kan være.