New Holland T6070 Elite er med affjedret kabine, og den fabriksmonterede frontlæsser betjenes med et joystick, som er monteret ved sædets højre armlæn.

Da New Holland introducerede T6000- serien i 2008, bestod traktorserien af både fire- og sekscylindrede modeller. Mindste model var T6010 med lige godt 100 hestekræfter og topmodellen var T6070 med 152 hestekræfter. Op til model T6050 kunne T6000-serien leveres i varianterne Plus og Elite. De to største modeller T6060 og T6070 kunne udelukkende leveres i Elite versionen.

Tilnavnet Elite betød blandt andet, at traktoren var udstyret med Electro Command transmission og en variabel hydraulikpumpe med en ydelse på 113 liter/minut. Elite indikerede også, at traktoren var med affjedret kabine og elektronisk motorstyring, som hæver effekten, når der køres transport, eller når traktorens kraftudtag belastes. Med power boost yder New Holland T6070 Elite således 178 hestekræfter.

Den brugte New Holland T6070 Elite er set hos Anker Bjerre A/S. Traktoren er fra 2012 og har gået 3.750 timer. Traktoren er monteret med en Stoll 770 TL frontlæsser.

Frit valg på foraksler

Den brugte New Holland er monteret med en standard foraksel. Som alternativ kunne traktoren også leveres med enten den affjedrede Terraglide aksel eller New Hollands velkendte SuperSteer aksel.

Den affjedrede aksel henvender sig først og fremmest til kunder, som ønsker maksimal komfort ved høje hastigheder. Den affjedrede foraksel og kabineaffjedringen absorberer ujævnheder i marken, og den aktive affjedring holder samtidig traktorchassiset vandret, når der enten bremses, eller et tungt redskab løftes.

Sammenlignet med standardakslen og den affjedrede foraksel har modeller med SuperSteer en akselafstand, der er cirka ti centimeter længere, og samtidig har modellen en venderadius, der er 25 centimeter mindre. Den længere akselafstand giver større stabilitet, og i marken giver den mindre venderadius forøget produktivitet.

Transmission efter behov

New Holland tilbød T6000-serien med fire forskelige transmissioner, men i de to største modeller med Elite udstyr var Electro Command Eco standardudstyr. Transmissionen er en 17x16 transmission med koblingsfrit vendegear, som betjenes med et håndtag til venstre for rattet. Electro Command er en semi-powershift transmission, og det 17. gear er et transportgear, som går uden om hovedgearkassen, og giver mulighed for at køre 40 kilometer i timen med reducerede motoromdrejninger.

Transmissionen har auto-funktioner, som automatiserer gearskiftet, både når der arbejdes i marken, og når der køres transport.

Nye modeller med powershift

New Holland T6000- serien blev opdateret i 2009, og der kom nu topmodel med modelbetegnelsen T6090. Med boost havde den en effekt på 200 hestekræfter. Det udvendig design fik et løft, og i kabinen blev der mulighed for at tilvælge SideWinder II armlænet. Kunderne fik ligeledes mulighed for at vælge Power Command, der var en fuld powershift transmission.

Kontroller foraksel og ventiler

En traktor med firehjulstræk står rigtig godt fast, når skovlen på frontlæsseren fyldes med ensilage eller andet foder, og derfor anvendes mange frontlæssertraktorer uden den fornødne vægt bag på traktoren.

Resultatet er, at traktorens foraksel ikke blot belastes af frontlæsser og indhold i skovlen, men af hele traktorens vægt, når der balanceres rundt på to hjul. Det giver en voldsom belastning på forakslen, og derfor bør den underkastes et nærmere eftersyn, før der handles brugt.

- Når traktoren er monteret med frontlæsser, er det let at løfte forhjulene fra jorden. Slid og slør i ophænget afsløres i det øjeblik, forhjulene slipper jorden. Slidte hjullejer opdages ved at vrikke med hjulene, når de er løftet fri af jorden, siger Jacob Rytter, montør hos Anker Bjerre A/S.

Olien i forhjulenes slutdrev har normalt et skifteinterval på 1.200 timer, men når traktoren kører med frontlæsser eller frontlift, anbefaler den vestjyske montør, at der skiftes olie på slutdrevene hver gang der skiftes motorolie, og det vil sige for hver 600 timer.

- I forhold til traktorens størrelse har New Holland T6070 forholdsvis store og kraftige slutdrev, som indeholder tre liter olie. Det er vigtigt at hjullejerne er justeret, så der ikke opstår slør, der kan ødelægge planet- og solhjul. Når olien er tappet af slutdrevet, tager det kun et øjeblik, at afmonterer dækslet, og justere lejerne op, siger Jacob Rytter.

Transmissionsstøj

Det er altid en god ide at prøvekøre den brugte traktor og undersøge, om gearskiftet fungerer, som det skal.

- Afslører prøvekørslen støj fra transmissionen, kan det være lejet, som støtter akslen ud til forhjulstrækket, der er gået. Lejet er monteret midt under motoren, og det er derfor let at konstatere on det fejler noget, siger montøren.

Er der slør i styretøjet, kan det som regel justeres væk med nye nagler og ledlejer ved styrecylinderen.

På FPT-motoren er ånderøret fra motoren ført ind i indsugningen, og på ventildækslet er der monteret en udluftning.

- Hvis motoren begynder at svede omkring udluftningen, er det tegn på, at filtret ved ånderøret trænger til udskiftning. Skiftes den ikke, kan udluftningen stoppe til, og motoren kan begynde at bruge olie, forklarer Jacob Rytter.

Afprøv hydraulikventilerne

På den brugte New Holland T6070 Elite leveres olien til frontlæsseren fra traktorens LS-udtag. Bag på er traktoren monteret med fire el-betjente hydraulikudtag, hvoraf den ene anvendes til hitch-krogen, som har hydraulisk udskud.

- El-ventilerne er en lukket enhed, som vi ikke kan få reservedele til. Derfor kræver det en ny ventil, hvis en af ventilren ikke fungerer. Afprøv derfor ventilerne, og kan de gå på overtryk, når håndtaget holdes til den ene eller anden side, er ventilerne intakte, siger den vestjyske montør, der også anbefaler at se efter revner i den centrale del af fælgene på baghjulene.