Når man kan få lov til at arbejde sammen med personer, som man i forvejen har et godt forhold til, så er det intet problem at lægge to maskinforretninger sammen.

Sådan lyder det enstemmigt fra Jakob Pedersen og Lars Henrik Hansen, de to medindehavere af Herborg Smede- og Maskinforretnings afdeling i Farre ved Give.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Deres daværende forretning Farre Smede- & Maskinforretning blev fra 1. januar 2012 købt af Herborg Smede- & Maskinforretning med ejerne Oluf og Jens Poulsen samt Keld Andersen.

Den slags er altid forbundet med udfordringer og opgaver, men den nye struktur har været en god løsning for de to herrer:

- Vi har altid haft et godt forhold til Herborg. Da den tidligere importør af John Deere stoppede, og nye udfordringer opstod, var det naturligt at falde i snak over en kop kaffe og tale om, hvad de skulle, og hvad vi skulle. Vi blev hurtigt enige om, at det kunne være en fornuftig løsning at lægge forretningerne sammen, siger de to.

Generationsskifte

Farre Smede- & Maskinforretnings historie går tilbage til 1975. Her fik forretningen John Deere-forhandling og er i dag den John Deere-forhandler i Danmark, der har solgt de grønne traktorer længst.

Jakob blev udlært i forretningen i 1999 og kom siden til en anden maskinforretning som montør, hvor han mødte Lars Henrik, der arbejdede på lageret.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kontakten til Farre og ejerne Henry og Mary Kristensen blev dog bevaret:

- Vi vidste, at Henry og Mary i god tid var begyndt at tænke på, hvad der skulle ske, når de engang gik på pension, siger Jakob.

I 2005 købte de to anparter i Farre Smede- og Maskinforretning og overtog resten i 2009.

- Vi kørte forretningen i tre år, og så skete der det samme med os, som der skete med de andre, siger Lars Henrik med henvisning til det nye samarbejde.

Specialister

Mens afdelingen i Farre har solgt John Deere uafbrudt siden 1975, så fik Herborg forhandlingen blot et år senere. Ekspertisen i de to forretninger er derfor til at tage og føle på, og når man spørger om, hvad de er bedst til, så er svaret ikke overraskende John Deere. Derudover arbejdes der meget med markvanding, smedearbejde og reparation af alle former for landbrugsmaskiner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sidste år blev der ansat en ny sælger Henning Andersen, der skal have fokus på have- og parkmaskiner.

- Vi vil gerne have det område mere med, fordi det hører ind under John Deeres program.

- Derudover gør vi meget i GPS. Vi er langt fremme, men vi gør også meget for at få det udbygget, siger Lars Henrik.

Det forpligter at være specialister.

- Det stiller store krav til medarbejdere, at de kommer på diverse kurser.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Meget af salgstræningen sker gennem tests på computeren på John Deere University. Værkstedspersonalet bruger også computere, mens de andre gange er ude af huset.

Der sidder en servicechef i Herborg, der bla. har overblik over, hvem der skal af sted på hvilke kurser og hvornår.

Flere fordele

Kunderne beskæftiger sig både med mink, svin, kvæg, kartofler og planteavl.

- Her, hvor vi ligger, er der lidt af det hele, siger Jakob.

- Vi ligger lige på skellet, hvor det ind mod øst er sværere jord og lettere jord vest på.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og kunderne nyder godt af, at Farre er blevet en del af Herborg, siger de to indehavere.

- Det, at vi har slået os sammen med Herborg, betyder, at kunderne kan være mere sikre på, at vi også er her i fremtiden.

- Det, at vi springer importørleddet over, giver nogle bedre indkøbsmuligheder. Samtidig har vi fået noget mere volumen både inden for reservedele, traktorer og mejetærskere, siger Lars Henrik.

Forretningen, der har 15 ansatte, er også blevet udvidet. De oprindelige 1.000 kvadratmeter er blevet tilføjet 1.200 kvadratmeter, som i forbindelse med åbent hus 16. januar 2015 bliver indviet.

Så selvom markedet på kort sigt ser noget dystert ud, så håber og tror både Lars Henrik og Jakob på, at markedet på længere sigt nok skal vende:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det, vi med sikkerhed kan sige, det er, at vi er klar, og med den nye tilbygning så har vi også rammerne til det.

Hele Herborg Smede- & Maskinforretnings område strækker sig helt op til Lemvig, nord om Varde over Billund syd om Horsens og til Vejle i øst.

Farre-afdelingen har fire servicebiler og en lastbil. Udover John Deere forhandles bl.a. Samson, Fasterholt, Bredal, BVL, He-Va, Lemken, Jonsered, Honda og Suzuki.