Nyere tids europæisk historie. Dansk landbrugs udvikling gennem fem årtier. Landbrugsmaskinernes og traktorernes teknologiske udvikling. Og den bestandige vigtighed af at behandle kunderne ordentligt.

Det er som om, det hele er vævet sammen lige her, hvor landevejen mellem Randers og Skanderborg krydser vejen mellem Aarhus og Viborg. For netop her ved krydset i Sabro på en bekvem beliggenhed tæt på motorvejen ligger Brdr. Toft Maskinforretning A/S. Navnet på virksomheden er bevaret, selv om det i vore dage kun er den ene af brødrene, Aksel Toft, der tegner virksomheden. Efter forleden at have haft 45 års jubilæum som selvstændig ved han godt, hvordan man driver en virksomhed, også når der kommer lidt buler på vejen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

"Bargam" står der på flagene, der vender ud mod vejen. Brdr. Toft Maskinforretning er importør af de italienske Bargam-sprøjter samt de specielle og avancerede Zaccaria tipvogne. På traktorsiden er virksomheden forhandler af Deutz-Fahr, og for tiden går det rigtig godt.

- Ja, lige nu har jeg vel 10 emner inde på nye traktorer og mindst 25 på Bargam-sprøjter, siger Aksel Toft og kommer ind på, at det at sælge en sprøjte er en lang proces. Først skal man finde frem til den rette model sammen med kunden og derefter finde ud af, hvordan den skal være udstyret for at passe til behovet. Og endelig, når kunden får sin sprøjte, forestår ofte et stort arbejde med at vejlede i brugen - og være til stede, når noget går galt.

Heldigvis har Aksel Toft glade kunder, og med en vis stolthed fremtryller han en mail, som han har printet ud. Den er fra en af hans gode Bargam-kunder, en dansker, som har et stort landbrug i Rumænien. Han skriver: "Hej Aksel. Vores ene sprøjte har jubilæum i dag - 30.000 hektar har den været over nu, uden nævneværdige problemer, og den står stadig som ny. Du kan godt sige til italienerne, at kvaliteten er for god - de får aldrig solgt flere nye sprøjter, da de gamle aldrig bliver slidt op. Jeg regner med, at vores skal have mindst 30.000 hektar mere, før den skal pensioneres".

Gode medarbejdere, gode kunder

- Salget af sprøjter har været stigende de seneste fem år. Og vi har vel solgt 650 trailersprøjter, siden vi fik forhandlingen i 1999. Jeg tror, at vores kunder er glade for, at vi er gode til at holde vores aftaler, og vores folk er meget afholdte hos kunderne, siger Aksel Toft.

- Jeg har nok 10 procent af alle de bedste kunder, der findes i Danmark. Nogle af bedrifterne har været kunder i tre generationer. Og de betaler til tiden, tilføjer han smilende.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Brdr. Toft Maskinforretning har syv ansatte, hvoraf de fem arbejder på værkstedet. På spørgsmålet om, der er nogen bestemt af dem, der skiller sig ud ved at være særligt uundværlige, svarer Aksel Toft, at det er de faktisk alle sammen.

Medarbejderne har det med at blive hos Brdr. Toft Maskinforretning, og Aksel Toft har i alle årene kun skrevet én fyreseddel. De fleste medarbejdere har været der i flere årtier.

- De kan nok ikke finde ud af at være andre steder, siger Aksel Toft med et glimt i øjet.

Virksomheden har også fire servicebiler kørende, og deres distrikt er hele landet. Når man har solgt meget, er der også meget, der skal serviceres.

- Vores afsætning har været stigende de seneste fem år. Og lige nu er vi måske den næstmest sælgende Deutz-Fahr forhandler, siger Aksel Toft, der vender blikket bagud til dengang, da man kunne få en ny sprøjte til 135.000 kroner - og længere tilbage til dengang det hele startede, og virksomheden oplevede store triumfer sammen med det polske traktor-mærke, Ursus - som er latin for "bjørn".

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nedtur og genskabelse

Aksel Toft, der oprindeligt blev uddannet maskinarbejder på Aarhus Traktorlager, overtog omkring 1969 den danske import af de polske Ursus-traktorer og etablerede Brdr. Toft Maskinforretning sammen med sine brødre i Mundelstrup. Og så gik det stærkt op gennem 1970'erne, hvor man solgte op mod 650 nye traktorer om året gennem et dansk-polsk aktieselskab. Undervejs etablerede brødrene afdelinger i Skovby, Ringsted, på Lolland og i Norge.

- En tid sad vi på 10 procent af det danske traktorsalg, og tilsammen solgte vi i de år 6.500 Ursus-traktorer og 350 Bison mejetærskere, husker Aksel Toft.

Men de politiske omvæltninger i Polen, da Lech Walesa fik magt, betød uskiftning af ledelsen på Ursus-fabrikken. Alle kreditter blev opsagt, og det var slut med de tre-årige købskontrakter, som var almindelige dengang. Brdr. Toft Maskinforretning gik i betalingsstandsning og siden konkurs, og i et par år var Aksel Toft bilsælger.

I 1984 genskabte han imidlertid virksomheden efter at være blevet kontaktet af den schweiziske traktorproducent, Hürlimann, og Brdr. Toft Maskinforretning genopstod på den nuværende adresse i Sabro, hvorefter det inden længe begyndte at gå stærkt igen.

- Vi nåede nok at sælge 400 Hürlimann traktorer indtil 2004, hvor vi fik Deutz-Fahr, siger Aksel Toft, der i dag ser en stor udfordring for maskinhandlerne, da salget af reservedele er vigende. Mange kunder finder selv deres reservedele i udlandet via internettet, og det kan mærkes hos maskinhandlerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fakta:

Brdr. Toft Maskinforretning A/S, Stillingvej 105A, Sabro.

Etableret i 1969 i Mundelstrup. Var importør af blandt andet Ursus-traktorer indtil omkring 1980.

I 1984, hvor Aksel Toft overtog forretningen alene, flyttede virksomheden ind på den nuværende adresse i Sabro og fik forhandlingen af Hürlimann traktorer.

Aksel Toft fik importen af Bargam sprøjter i 1999 og blev Deutz-Fahr forhandler i 2004. Virksomheden har i dag også importen af de italienske Zaccaria tipvogne.

Brdr. Toft Maskinforretning har syv ansatte og har fire servicebiler kørende.