Lintrup Maskinhandel er særligt kendt for at have specialiseret sig i traktorer.

Men forretningen udvikler sig konstant, og der er efterhånden kommet flere andre forretningsgrene til.

Seneste skud på knopskydningen i Lintrup Maskinhandel er handel med mejetærskere, som nu er blevet sat i system, og som Frederik Møller Jensen, indehaver af Lintrup Maskinhandel, vil satse helhjertet på.

 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tidligere har Lintrup Maskinhandel kastet sig over andre forretningsområder.

Blandt andet har forretningen en omfattende import af nye frontlæsserredskaber.

Iværksætter

 

Frederik Møller Jensen erkender, at han har svært ved at stille sig tilfreds med en forretning, der ikke udvikler sig.

- Jeg har nok lidt af et iværksætter-gen, og jeg vil gerne, at der sker noget nyt, uden at vi vil rende fra det gamle, som er vores kerneforretning, siger han.

- Og når vi har styr på noget, så vil jeg gerne kaste mig over noget nyt igen, tilføjer han.

Lintrup Maskinhandel har også en del nyere gummihjulslæssere, som lejes ud på længere kontrakter til entreprenører, maskinstationer, forbrændingsanlæg og lignende virksomheder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi sælger også en gang imellem nogle af dem, fortæller Frederik Møller Jensen.

Vil meget gerne bytte

Frederik Møller jensen oplever, at der er mangel på maskiner, og det får ham til at lægge vægt på, at Lintrup Maskiner meget gerne køber traktorer og mejetærskere.

- Det er vigtigt at slå fast, at vi meget gerne vil købe maskiner - og vi vil selvfølgelig også altid gerne sælge dem, siger han. Han går så vidt som til at erklære, at han faktisk hellere vil lave byttehandler frem for rene handler, ganske enkelt fordi det er blevet svært at skaffe nye traktorer til lageret.

- Jeg kan ikke bare ringe til en importør og købe nye maskiner. Og det betyder, at jeg er nødt til at skaffe traktorer og mejetærskere med videre ved at købe dem eller ved at bytte mig til dem, siger Frederik Møller Jensen.

Hans filosofi er, at der skal være noget at komme efter på lageret, hvis det skal kunne lade sig gøre at sælge noget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han lægger også vægt på, at han kan stå ved det, han sælger.

- Vi kan give garanti på det, vi sælger, men det er ikke sikkert, at det er os selv, der kommer ud til en maskine, hvis der bliver brug for det, for vi køber en del service ind. Men ofte foretrækker købere at det er deres egen, lokale maskinhandler, som overtager servicen, siger Frederik Møller Jensen.

Første traktor som 11-årig

Frederik Møller Jensens løbebane som maskinhandler blev udstukket ret tidligt og solgte sin første traktor som 11-årig.

- Det var en grå Ferguson 31, som jeg havde fået for at slå græs. Og siden har det grebet om sig, siger han.

Han fortsatte med at handle med maskiner sideløbende med skolegang og uddannelse. Han blev uddannet automekaniker, og det sidste år, han var i lære, havde han allerede en ansat i forretningen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Han mødte hver dag klokken 15, så han var her, når jeg selv kom hjem. Han er stadig ansat og er i dag min værkfører, fortæller Frederik Møller Jensen.

Lintrup Maskinhandel blev formelt grundlagt i 1997, da Frederik Møller Jensen var 20 år og nyuddannet.

- Der var så meget gang i handlen, at jeg absolut var nødt til at blive momsregistreret, siger Frederik Møller Jensen.

Samtidig fik han en freelance-aftale med sin gamle læreplads om at lave kassebiler og lastbiler, som han syntes var sjovest at arbejde med.

- Men jeg kom kun derhen en enkelt eftermiddag, fordi de havde problemer med at få nogle bremser til at bremse lige, fortæller han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Lintrup Maskinhandel kunne rigeligt udfylde hans tid, og i dag har virksomheden ni ansatte og et par drenge - plus Frederik Møller Jensens egne drenge på seks og otte år.

Trak frinummer

Da Frederik Møller Jensen på denne måde allerede havde godt gang i forretningen som helt ung, var udsigten til en periode som værnepligtig ikke den mest fristende for den unge maskinhandler.

Problemet i den forbindelse var, at han var uddannet automekaniker, som er en eftertragtet uddannelse i forsvaret og derfor næsten ensbetydende med, at han ville blive indkaldt. Og det syntes han absolut ikke, han havde tid til.

Frederik Møller Jensen var heldig. Han kan stadig huske nummeret - 25.004 - og det viste sig at være et frinummer.

Femte generation

Frederik Møller Jensen er femte generation på den ejendom i Lintrup, hvorfra han driver Lintrup Maskinhandel.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der er stadig det samme areal til ejendommen, som der altid har været - knap 20 hektar. Men jorden er bortforpagtet til en nabo.

Alle generationerne på gården har handlet. Men i tidligere tider var det det blandt andet heste, der blev handlet med.

- Jeg håber også, mine drenge kommer til at handle. De er i hvert fald interesserede, konstaterer Frederik Møller Jensen om sine to drenge på syv og otte år - han har også en datter på to år.