For tre år siden tog Kristen og Peter Trankjær nye lokaler på 3.500 kvadratmeter i brug - kun et stenkast fra de gamle bygninger på hovedgaden i Hammershøj.

Og selv om krisen på det tidspunkt godt kunne mærkes i den østjyske maskinhandel, er 32-årige Peter Trankjær godt tilfreds med at være flyttet til nye lokaler.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

I dag kan han ikke forstå, hvordan firmaet kunne være i de små og mørke lokaler, når han viser rundt i den nye forretning på Tindbækvej.

- Vi har masser af plads, og der kommer en masse lys ind. Det betyder meget her på værkstedet, fortæller Peter Trankjær, der er søn af Kristen Trankjær.

Ved siden af værkstedet er en uopvarmet maskinhal, hvor kundernes maskiner kan stå.

- Især om vinteren er det dejligt at kunne hente en maskine, der er fri for sne, is og saltsjap. Både når den skal ind på værkstedet, og når kunden skal hente den, fortæller Peter Trankjær.

Forskellige opgaver

Netop værkstedet med seks ansatte er hjertet i denne 75 år gamle maskinforretning, som også har en VVS-afdeling og et par solide smedemaskiner til at klippe og bukke større emner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi kan for eksempel lave nye stykker til vognsider, hvis de skal repareres, siger Peter Trankjær og viser en solid stålprofil frem.

Når de større ting skal løftes, har mekanikerne to traverskraner til at tage de tunge løft. Peter Trankjær mener, at de mange forskellige opgaver på værkstedet har været med til at bringe firmaet helskindet i gennem krisen.

- Man kan godt kalde os for en landsbysmedie, for vi reparerer stort set alt, siger han og tilføjer, at hans egne arbejdsopgaver spænder over det meste.

- Jeg passer normalt lageret og butikken, men springer til, når der er travlhed på værkstedet.

Arbejder sammen

Peter og Kristen Trankjær driver maskinhandlen sammen, og på kontoret sidder yderligere et par familiemedlemmer, Kristens hustru Else og ægteparrets datter Pia.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Else og Kristen Trankjær har yderligere en søn, Lars, som ganske vist har fulgt sin fars og sin brors vej med en uddannelse som landbrugsmaskinmekaniker, men har valgt en karriere i Siemens i stedet for landbrugsmaskiner.

Hammershøj Smede- og Maskinforretning forhandler blandt andet maskiner fra Claas, Amazone og Vogel & Noot. Desuden er fuldfodervogne fra BvL også repræsenteret, og salget varetages af værkfører Niels Erik Skifter.

Fra firmaets spæde start har man solgt traktorer fra IH, og først for seks år siden blev firmaet hovedforhandler af Claas, men mange af firmaets kunder kører stadig med Case IH-traktorer, som bliver serviceret på Hammershøj Smede- og Maskinværksted.

- Vi har mange års erfaring med Case IH, og det ved kunderne, siger Peter Trankjær.

Genbrugte søm

At familien Trankjær har forstand på gamle traktorer underbygges af, at en istandsat Farmall model M fra 1950 gemmer sig i et hjørne på den gamle adresse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Dem har jeg kørt på masser af gange, siger 71-årige Kristen Trankjær og springer adræt op bagfra på den gamle traktor, som sønnen Lars har restaureret.

Han viser også den esse, hvor han har stået og svedt i sin ungdom, dengang hans far, Gunvald Trankjær, styrede smedeforretningen.

- Men jeg savner ikke de gamle dage. Det var hårdt at smede jern ved håndkraft, så jeg synes, den tekniske udvikling har ført meget godt med sig, siger manden, der som ung rettede søm ud for at genbruge dem.

- Vi fik en nye selvbindere i trækasser fra USA i Marshall-hjælp efter krigen, og sømmene fra kasserne kunne vi altså godt bruge igen, for der var mangel på alt, husker Kristen Trankjær og udbryder:

- Så vi vil være med på det nyeste, også når traktorer og redskaber om få år bliver førerløse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Taarup finsnitter

Kristen Trankjær har udover en baggrund som landbrugsmaskinmekaniker og VVS’er også en uddannelse som maskintekniker.

I sine unge dage var han på konstruktionstegnestuen ved maskinfabrikken Taarup i Kerteminde.

- Ja, det var dengang, hvor vi lavede masser af finsnittere herhjemme, og den der har jeg været med til at tegne, siger han og peger hen i et andet hjørne, hvor en Taarup SE 2100 fra 1970 står og hviler sig.

En anden maskine fra dansk industris storhedstid er der også blevet plads til. Det er en bugseret Dronningborg mejetærsker model D 600 fra omkring 1968.

- Og den kan køre, lover Kristen Trankjær.