Med forår kommer travlheden i marken, når grundlaget for en god grovfoderhøst skal sikres.

En arbejdsuge på 80 timer kan tage pippet fra de fleste, som ikke til daglig bruger gummistøvler, men lever trygt i de større byer. Men mange arbejdstimer er nærmest en livsstil for danske mælkeproducenter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Derfor vil jeg driste mig til at komme med en opfordring, som kan lægge et par timer til en allerede hektisk uge senere på året: Brug udbyttemåling. Al begyndelse er svær, og kalibreringen af maskinen betyder, at det vil tage mere tid at høste afgrøden.

Men der er god ræson i det. Som I kan læse i denne udgave af Bovi, kan én øre sparet i grovfoder pr. foderenhed betyde mange penge, når året er omme. Har man 200 køer, vil besparelsen som tommelfingerregel være 12.000 kroner.

Der er med andre ord store gevinster gemt i finsnitterens avancerede tilbehør, for hvem siger, at det blot er én øre, man kan hente?

Holder man dette udbytte op imod de hundredvis af andre mulige optimeringer, man kan lave på sin bedrift, kunne dette være et fremragende sted at investere mere tid og en smule flere penge, når udstyret fra maskinstationen lejes. Flere og flere af disse er begyndt at tilbyde muligheden.

Landbrug og Fødevarer har sat sig som mål, at mindst 75 procent af alle mælkeproducenter i senest 2020 bruger udbyttemålinger. Det skal organisationen, set fra mit bord, have ros for, da det på sigt kan være med til at styrke konkurrenceevnen betragteligt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Læg dertil, at et kig i krystalkuglen nok ikke vil vise færre regler og begrænsninger, hvad angår kvælstofudledning. Her vil udbyttemåling også være et vigtigt redskab, når man skal reguleres individuelt, og udbyttet optimeres.

Til sidst vil jeg personligt gerne sige jer tak for den fine modtagelse, jeg allerede har fået efter min første måned på job som ansvarlig for Bovi. Det er ærefrygtindgydende, at I alle er villige til at åbne hegnslågen for mig og mine kolleger. Den imødekommenhed kræver, at I får et blad af høj kvalitet. Det vil jeg gøre mit ypperste for at levere.

God læselyst.