Et nyt GUDP-projekt har fokus på at udvikle en kraftfoderpille, som skal sikre sundheden af nyfravænnede kalve.

Landbrugs- og Fiskeristyrelsens støtteordning GUDP (Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram) har bevilget 3,4 millioner til projektet. GUDP bevilger hvert år penge til projekter, som søger bæredygtige løsninger på problemer i fødevaresektoren.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Projektet har til formål at udvikle et E-vitamin produkt, der indeholder stabiliseret naturligt E-vitamin med en høj absorption fra tyndtarmen. Produktet skal smags- og sammensætningsmæssigt formuleres således, at det bygger bro over grænseland­et mellem mælk og kraftfoder og derved sikrer en høj E-vitamin status hos kalve i denne overgang.

Fravænning af kalve i kommerciel slagtekalveproduktion stiller store krav til dyrenes immunforsvar, da kalve, ud over det drastiske foderskift fra mælk til kraftfoder, typisk også flyttes til et nyt staldsystem og blandes med kalve fra andre grupper og besætninger. I praksis betyder dette, at nyfravænnede kalve ofte bliver syge, æder og vokser for lidt og ender med at må behandles med antibiotika på grund af infektionssygdomme. Dette medfører øget risiko for antibiotikaresistente bakterier, øgede udgifter og stor risiko for produktionstab for kalveproducenterne.

Projektets mål er derfor at sikre en produktion af sunde kalve med optimalt fungerende immunforsvar, hvilket vil mindske medicinforbruget og risikoen for udvikling af antibiotikaresistente bakterier samt nedsætte antallet af døde kalve. Dette vil samtidig forbedre dyrevelfærden og via den mindskede risiko for udvikling af antibiotikaresistente bakterier, vil fødevaresikkerheden og i sidste instans den humane sundhed blive forbedret. En højere produktivitet vil forbedre økonomien i kalvebesætningerne og medvirke til at sikre, at den mest bæredygtige form for oksekødsproduktion, nemlig produktion af oksekød fra malkekvægsbesætninger, bevares og udbygges i Danmark.

Projekt er et samspil mellem produktudvikling (Vitfoss), sundhedsrådgivning i erhvervet (Landbrugets Veterinære Konsulenttjeneste, LVK), direkte implementering hos deltagende kalveproducenter (Slagtekalverådgivning Aps) og koblingen til specialistviden inden for E-vitaminets fysiologiske omsætning og funktion samt de kemiske aspekter af stabilisering af E-vitamin i forskellige fodermatricer (Aarhus Universitet, AU-Foulum). Dette samspil vil sikre, at de nødvendige, men også meget forskelligartede kompetencer inddrages, og at den mest optimale løsning for foder- og kalveproducenter findes.

Den optimale sammensætning af vitaminproduktet med henblik på immunforsvarets funktion fastlægges i forsøg sideløbende med produktudvikling med henblik på det naturlige E-vitamins stabilitet, absorption, produktets smagbarhed hos hidtil mælkefodrede kalve samt dets håndterbarhed i praksis. Samtidig vil sundheds- og produktionsrådgivningen sikre, at opnåede resultater af kommerciel betydning for kalveproducenterne vil blive implementeret i praksis.