Hos kalve, der går i fællesbokse, eksisterer der en rangordning, hvor de stærkeste kalve bestemmer. Ved restriktiv tildeling af mælkeerstatning indebærer det, at de stærkeste kalve drikker først. Kalve der ikke kan komme til truget får ingen mælk, da kalvene drikker til truget er tomt. Ved tildeling af mælkeerstatning i langtrug er det derfor vigtigt, at alle kalve kan komme til truget på en gang. Men selv da, kan det give problemer for de svageste.

For at støtte de svageste kalve mest muligt, valgte Peer Nygaard Christensen ved Frederikshavn derfor en modulopbygget langkrybbe fra firmaet OK Plast. Krybben består af moduler med en længde på to meter, som kan boltes sammen til et langt trug. På gården i Frederikshavn satte man to moduler sammen til en langkrybbe på fire meter passende til boksens længde. Ende stykker til modulerne købes separat, så i princippet kan modulkrybben laves uendelig lang.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Havde jeg valgt flere krybber i stedet for en lang, ville jeg skulle fylde en krybbe ad gangen beretter Peer. - De stærkeste kalve ville jo næsten nå at tømme den første krybbe, inden jeg får fyldt den næste. Herefter ville de gå på rov hos de svageste. Så får de svageste ikke nok mælk og kalvene vokser ujævnt.

Med en lang krybbe på fire meter sigter Peer Nygaard efter en mere jævn tilvækst blandt kalvene.

- Desuden må der gerne være god plads ved krybben, når man fylder mælk i. Ellers er det næsten ikke til at komme til for kalvene slutter Peer.

Ophænget til krybberne er lavet af fladjern og hænges over forværkets to tommer rør. Udformningen har Peer selv stået for sammen med sin fodermester. Både krybbe og ophæng kan tages af for at lette arbejdet med at tømme boksene. Til at tætte samlingerne har man anvendt en sort lim.

Modulkrybberne er fra OK Plast, der har mere end 30 års erfaring med fremstilling af fodertrug af plast til husdyr. I lighed med alle andre staldprodukter fra firmaet, fremstilles modulkrybben af plastmateriale og hjælpestoffer, der alle er godkendt til fødevarebrug.