Lyt til artiklen:

Svineproducenter: Risiko for at ASF vil overskygge 2021

00:00
Hastighed: ???x
05:53

- Covic-19 og afrikansk svinepest (ASF) er to uforudsigelige jokere, der har overskygget 2020, og som desværre - efter al sandsynlighed - også kommer til at overskygge 2021. Så nu kan det kun gå fremad.

Sådan lyder det fra Kim Heiselberg, formand for Landsforeningen af Danske Svineproducenter i sin nytårsudtalelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Formanden understreger, at det på den korte bane er afgørende for danske svineproducenter, at prisen for smågrisene i 2021 igen kommer op i et leje, der kan betale omkostningerne.

To jokere fortsætter ind i 2021.

- Vi må erkende, at både ASF og covid-19 har haft en negativ indflydelse på svinepriserne, og vi kan desværre ikke forvente, at det går over lige med det samme, siger Kim Heiselberg.

Han forklarer, at eftersom covid-19 forhindrer, at folk forsamler sig på samme måde som før, bliver der heller ikke spist det samme som før. Ydermere er der fortsat risiko for, at covid-19 kan påvirke slagterikapaciteten samt eksporten til Kina, skriver svineproducenterne i deres nytårsudtalelse.

- Også ASF lægger en dæmper på markedet, og det vil det fortsat gøre. Men vi krydser fingre for, at det lykkes tyskerne at få kineserne til at acceptere en regionalisering, så der igen kan åbnes for en væsentlig del af den tyske eksport af svinekød til Kina. Det vil have den nødvendige gunstige indflydelse på priserne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Politisk lydhørhed

- På den nationalpolitiske front har vi fået ny fødevareminister. Vi glæder os over hans udmelding om, at han vil være mere lyttende til erhvervet, så det håber vi, han lever op til, siger Danske Svineproducenters formand.

Kim Heiselberg forventer i 2021, at dyrevelfærdshandlingsplanen fra 2014 følges op af en afløser. I den forbindelse vil det være afgørende, at ministeren vil lytte til svineproducenternes egne input.

- Det er os, der har hånden på kogepladen, og dermed også os, der kender de løsninger, der dur i praksis på staldgangen, påpeger svineproducenternes formand.

Minkgate: Sporene skræmmer

Kim Heiselberg forklarer, at regeringens ulovlige overgreb på de danske minkavlere og deres dyr har gjort et stort indtryk på danske landmænd. Regeringens massakre på minkerhvervet er desværre et grumt minde, som vil overskygge 2020 i mange år fremadrettet, vurderer han.

- Det viste sig ret hurtigt, at overgrebet både var ulovligt og unødvendigt, og vi kan kun håbe, at politikerne har lært af det, pointerer han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det ulovlige overgreb var rystende, og det var uden for normal fatteevne at være tilskuer til de metoder, vores siddende regering tog i brug, da de nedlagde et helt erhverv næsten over night, siger han og uddyber:

- Regeringens ulovlige anvendelse af både politi og militær i deres ulovlige mission er desværre metoder, der er mere kendetegnende for et diktatorisk tyranni end et gammelt demokrati. Det burde aldrig finde sted, og sporene skræmmer.

- I Danske Svineproducenter har vi dyb sympati over for vores kollegaer minkavlerne, og vi håber, de snart får erstatning for deres tab, siger Kim Heiselberg.

Han lægger ikke skjul på, at Danske Svineproducenter håber og forventer, at det får konsekvenser for den siddende regering, at man har hævet sig over grundloven.

Retssikkerhed truet

- Men kommer det til at ske?

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi ved det ikke endnu, og derfor er danske landmænds retssikkerhed potentielt truet, advarer svineproducenternes formand.

- Lige nu kan vi ikke gøre andet end at forsøge at tage vores forholdsregler, siger formanden og påpeger, at ingen åbenbart kan føle sig sikre.

- Vi kan ikke vide, om dette skrækscenarie næste gang rammer svineproducenterne eller andre kollegaer i landbruget. Men vi ved, at stærke kræfter desværre arbejder på en reduktion af husdyrbruget, og visse segmenter skyr åbenbart ingen midler, konstaterer han.

I den forbindelse tilføjer han, at de nye måltal for tredje vandplanperiode, der netop er offentliggjort fra Aarhus Universitet, er urealistiske, og at de ikke bygger på faglighed.

- Sådan et ufagligt beslutningsgrundlag er ødelæggende for dansk landbrug, understreger Kim Heiselberg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Styrelse bør feje for egen dør

I Danske Svineproducenter er man rystede over, hvordan statsmagten også så stort på minkenes dyrevelfærd under sit ulovlige indgreb:

- Det er paradoksalt, at vi har en Fødevarestyrelse, der med den ene hånd i sin kontrolfunktion i landbruget ikke er lydhør over for et proportionalitetsprincip, men som med den anden hånd bruger det store antal hastige aflivninger som undskyldning for den grove mishandling af mink, som styrelsen var ansvarlig for i de frygtelige dage i november måned, påpeger Kim Heiselberg.

- Hvis landmanden havde mishandlet tilsvarende, var det endt i en politianmeldelse fra Fødevarestyrelsen, retssag, store bøder og eventuelt fratagelse af retten til dyrehold. Derimod kan Fødevarestyrelsen åbenbart nøjes med at sige, at det var en beklagelig fejl grundet arbejdspres.

- Proportionerne er ikke i orden. Ingen er hævet over loven, understreger han.

Dialog og stopklods

Kim Heiselberg siger, at Danske Svineproducenter til enhver tid er klar med dialog og faglig oplysning af politikere, embedsfolk og andre, men at Landsforeningen af Danske Svineproducenter også i 2021 vil kæmpe for at erhvervet får en fair behandling, og at Landsforeningens holdning både kommer frem i offentligheden og på de bonede gulve i København.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er usikkert at spå om 2021 midt i århundredets pandemi. Ingen ved, hvad morgendagen bringer. En ting er dog sikkert. Landsforeningen har en stærk position, vores erhverv er vigtigt for Danmark, og vi er klar til at forsvare vores produktion.

- Sådan var det i 1974, da foreningen blev stiftet, sådan var det i 2020, og sådan vil det også være i 2021 og derefter, understreger han.

- Med disse ord ønsker jeg alle et godt nytår, slutter Danske Svineproducenters formand.