Lyt til artiklen:

Lely lancerer staldsystem, der skal reducere ammoniakfordampningen

00:00
Hastighed: ???x
03:45

I dag præsenterede Lely et nyt staldsystem, der adskiller næringsstoffer og omdanner fordampning til værdi: Systemet hedder Lely Sphere, hvor navnet "Sphere" hentyder til atmosfæren.

Systemet adskiller gødning og urin, omdanner kvælstofudledningen og skaber tre værdifulde gødningsstoffer, hedder det i præsentationen. Mælkeproducenter skal kunne bruge disse adskilte gødningsstoffer til præcisionsgødning. Det skal mindske tabet i bedriftens næringsstofkredsløb, reducere kvælstofudledningen og giver et sundere klima i stalden, lyder det fra Lely.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Systemet blev lanceret under online-begivenheden Lely Future Farm Days.

- Lely Sphere er designet til at hjælpe mælkeproducenter med at udnytte husdyrgødningens værdifulde næringsstoffer maksimalt og dermed fremme afgrødernes vækst, sagde Korstiaan Blokland, der er Head of Innovations hos Lely.

- Denne praktiske løsning, der er nem at indføre, er en del af overgangen til en mere bæredygtig og endnu mere recirkulerende mælkeproduktion, tilføjede han.

Mindre tab

For mælkeproducenter er det af stigende betydning at mindske tabet i næringsstofkredsløbet, da det forbedrer den sociale accept og landbrugets bæredygtighed.

Sphere-systemet består af flere dele. For det første adskilles gødning og urin. Urinen flyder igennem separationsstrimler ned i gyllekanalen, mens gødningen bliver liggende ovenpå. Det er det første skridt til at begrænse fordampning, da det giver mindre ammoniak i stalden, når adskillelsen sker ved kilden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Delsystemet "Lely Sphere N-Capture" skaber et undertryk i gyllekanalen, som udtrækker de gyllegasser, der dannes under og umiddelbart over staldgulvet. Det gælder også den ammoniak, der dannes på gangarealet og i kanalen.

Filteret i N-Capture opsamler ammoniakken og omdanner den til recirkulerede gødningsstoffer ved hjælp af syre. Mobilskraberen Discovery Collector suger regelmæssigt gødningen op fra gulvet, holder gulvet rent og transporterer gødningen til et udvalgt tømningssted.

Gødning til afgrøder

Lely Sphere-systemet skaber tre typer gødning: Mineralsk kvælstof af samme kvalitet som mineralgødning fra det spildevand, der dannes af N-Capture. Fosfat og organisk kvælstof fra gødningen. Kalium fra urinen i kanalen.

- Kvægavlere kan bruge præcis den type gødning, jord og afgrøder kræver på nøjagtig rette tid og sted. Som en ekstra bonus skaber det mindre udledning, når det spredes på markerne, lød det fra Lely.

De tre typer gødning skal give kvægavlere mulighed for bedre at imødekomme deres markers og afgrøders behov.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Omkring 70 procent mindre

Officielle målinger på testbedrifter viser i følge Lely, at den samlede ammoniakfordampning fra staldene skulle kunne reduceres med ca. 70 procent. Systemet angives også at kunne genbruge kvælstof og dermed overflødiggøre kunstgødning. Lely hævder, at praktiske tests viser, at der kan "høstes" fra 10-20 kg kvælstof pr. ko om året.

Udviklingen af Lely Sphere begyndte i 2015. Systemerne har været i drift siden 2017 og kører nu på fire testbedrifter.

Lely anser systemet for at have internationalt potentiale, men i første omgang fokuserer Lely på det hollandske marked. I øjeblikket er ca. 60 procent af de officielle målinger, der kræves for at blive godkendt under Hollands bestemmelser for kvægdrifters ammoniakudledning (RAV), blevet gennemført.

Det forventes, at denne officielle godkendelse som et innovativt staldsystem til forebyggelse af ammoniakfordampning, tildeles i tredje kvartal af 2021. Lely håber dernæst på at kunne gøre systemet tilgængeligt for flere kvægavlere i Holland.