Selen er et essentielt mikromineral for malkekøer og har blandt andet betydning for koens hormonproduktion, fertilitet, reproduktion og immunforsvar. Selen findes som mineraltilsætning både i uorganisk og organisk form.

Selenindholdet i hjemmeavlet dansk grovfoder er oftest meget lavt. Derfor er det nødvendigt at tilføre selen til foderet i form af en mineralblanding. Det er derfor også vigtigt, at man får lavet en mineralanalyse af grovfoderet, for på den måde er man helt klar over, hvilke mineraler, blandingen skal indeholde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Oxidativ stress er en ubalance mellem de frie radikaler og antioxidanter. Oxidation er en kemisk proces, som er essentiel for koens stofskifte. Det kan dog medføre en uønsket kædereaktion, hvor der produceres mange frie radikaler, som angriber og nedbryder cellerne i koens krop, hvilket resulterer i, at koen får oxidativ stress. Oxidativt stress kan opstå af mange forskellige årsager såsom:

- Ubalance i de næringsstoffer koen tilføres

- Toksiner i foderet og infektioner

- Svingende temperaturer

- Mekaniske uheld

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Udsving i opgaver

- Udsving i rutinerne i stalden

Oxidativt stress kan medføre nedsat mælkeproduktion og reproduktion samt forringe koens samlede sundhed.

E-vitamin har den funktion, at det beskytter koens celler mod oxidativt stress. Så hvis der tilføres rigeligt E-vitamin til foderet, vil behovet for selen nedsættes, da samspillet mellem E-vitamin og selen komplementerer hinanden. Samspillet mellem E-vitamin og selen består i, at E-vitamins rolle er at hindre dannelsen af de frie radikaler, hvorimod selen nedbryder dem, hvis de alligevel er blevet dannet. Selen er således en form for backup for effekten af E-vitamin.

Selen optages i koens tyndtarm, og derfor er det vigtigt, at der er stabilitet i bindingen af selen til dennes transportør (ligand) igennem fordøjelsessystemet. Er dette ikke tilfældet, vil det kunne hæmme enzymaktiviteten og vitaminudnyttelsen i koen samt reducere antioxidanternes funktion. Alt dette har en negativ effekt på koens og kalvens sundhed og produktion.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Selen er en af de få mikromineraler, hvor der er sat en øvre grænse for tildeling, da det i store doser kan have toksisk effekt. Dette er årsagen til, at lovgivningen siger, at der maks. må tildeles 50 mg/kg selen i den samlede ration og maks. 20 mg/kg organisk selen.

Forskellen på organisk og uorganisk selen

Koens selenforsyning kan teoretisk set klares alene ved tilsætning af uorganisk selen, men der er flere fordele ved at anvende organisk selen som hel eller delvis selenkilde.

Uorganisk selen skal, inden det kan optages, opløses og derefter finde en ligand, typisk en aminosyre fra proteinomsætningen at binde selenionen på, for at den er mulig at få transporteret over tarmvæggen i tyndtarmen. Sker dette ikke, bliver selen ikke optaget og ryger blot igennem koen og ud med gødningen uden at have nogen effekt.

Uorganisk selen er kemisk fremstillet på fabrikker. Uorganisk selen bruges primært som byggesten til enzymet peroxidaser, der har den funktion at nedbryde de ødelæggende frie radikaler. Hvis der forekommer et overskud af uorganisk selen, vil en meget lille del af det blive recirkuleret via galden og på den måde genanvendt, mens resten vil blive udskilt igennem nyrerne.

Ved tilsætning af organisk selen i mineralblandingen, vil selenionen allerede være bundet på en aminosyre og har dermed en højere optagelighed end det uorganiske. Derfor kan der tildeles en mindre mængde organisk selen for at opnå samme niveau selen inde i koen som ved brug af uorganisk selen. Organisk bundet selen kan f.eks. være udvundet fra gærceller, dyrket på uorganisk selenmateriale. Den organiske selen er som sagt bundet til aminosyrer, primært methionin og cystin og vil derfor optages på samme måde som disse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fordele ved at anvende organisk selen

Når der anvendes organisk selen, vil der således være en øget mængde selen i blodet, og mængden af selen vil derfor kunne op mod fordobles i koens mælk/råmælk. Det overskydende selen, der er optaget via aminosyrer, bliver lagret i kropsvævet og vil over tid blive udskilt ved mobilisering af vævet. Denne lagring i kropsvævene sker ikke på samme måde ved brug af uorganisk selen, som den gør ved organisk selen. Derfor vil koen, der alene tildeles uorganisk selen, ikke have nogen form for reservelager opbygget, som den kan udnytte, hvis den kommer i en mangelsituation.

Ved at anvende organisk selen vil indholdet af selen i koens kød og mælk øges. Samtidig vil koen få færre problemer med mastitis, færre andele af tilbageholdt efterbyrd, et lavere celletal, bedre fertilitet og en forbedret immunstatus, da der er selen til stede. Men det er ikke kun køerne, organisk selen har en positiv effekt på. Det har også en stor betydning for kalvene, der vil have et langt højere indhold af selen i blodet ved fødslen, hvilket medfører stærkere og levedygtige kalve. Ved at tildele organisk selen i goldkoperioden kan den forbyggende injektion af selen til koen/kvien før kælvning, som flere benytter, undgås da den forhøjede mængde af selen i råmælken opnås igennem fodringen med mineralblanding med organisk selen.

Hos Vilofoss anvendes der derfor organisk selen i alle goldmineralblandinger, og der optimeres mange laktationsmineralblandinger med organisk selen tilsat. Selvfølgelig tilpasset den enkelte ejendoms specifikke behov, så de bedste forudsætninger for køernes sundhed og produktion opnås.