Søndag d. 2. august 2020 kunne der - efter flere tilløb - endelig holdes generalforsamling i Dansk Limousine Forening, skriver foreningen i en pressemeddelelse.

75 personer deltog i generalforsamlingen, som blev afholdt på Bygholm Landbrugsskole ved Horsens.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De fremmødte afsprittede flittigt hænder og hilste Corona-venligt på hinanden inden de tog plads i mødesalen for i første omgang at lytte til beretninger fra bestyrelse og udvalg.

Derefter var der en god og konstruktiv debat om beretningerne, samt nyvalg til bestyrelsen og genvalg/nyvalg til udvalg.

Dagen sluttede med at generalforsamlingens deltagere så Bygholm Landbrugsskoles limousinebesætning.

Beretninger om årets gang

Formand, Søren Grunnet, avlsudvalgsformand Lene Black Sinkjær, aflagde beretninger for det forgangne år, mens regnskabet for 2019 blev gennemgået af Jan P. Jensen.

Dansk Limousine Forening kom ud af 2019 med et overskud på 94.157 kroner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Svært at skabe resultater

Sidste års generalforsamling accepterede, at bestyrelsen indgik samarbejde med en professionel samarbejdspartner omkring etablering af et nyt og rummeligt afsætningskoncept for limousinekød.

Status på dette samarbejde fyldte meget på generalforsamlingen, både rent beretningsmæssigt og i den efterfølgende debat.

Karsten Dejbjerg fortalte, som repræsentant for samarbejdspartneren Tamaco, om de vanskeligheder man har haft i årets løb. Vanskeligheder, som betyder, at der endnu ikke er indgået konkrete aftaler med hverken supermarkedskæder, slagterforretninger eller andre aftagere.

Både Tamaco og Dansk Limousine Forenings bestyrelse tror fortsat på, at det kan lykkes at nå i mål med et nyt afsætningskoncept, og parterne er enige om at fortsætte samarbejdet.

Den foreløbige konklusion lyder, at det var de rigtige tanker, der var tænkt, men at opstartstidspunktet desværre var uheldigt, skriver foreningen i pressemeddelelsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nyvalg til bestyrelsen

Der var i år ekstra spænding omkring valg til bestyrelsen, idet de to bestyrelsesmedlemmer på valg - Jens Thaysen, Østbirk og Susanne Brandt, Vojens - begge på forhånd havde meddelt, at de ikke modtog genvalg.

Nyvalgt, blandt fire kandidater, blev således Camilla Jessen, Brørup og Else Merete Ebbensgaard, Ulfborg.

Følgende tre bestyrelsesmedlemmer: Søren Grunnet, Billund - Lene Black Sinkjær, Spjald - og Jan P. Jensen, Gjern var ikke på valg i år.

Efter generalforsamlingen konstituerede bestyrelsen sig med Søren Grunnet som formand og Lene Black Sinkjær som næstformand.

Valg til udvalgene

Poul Nygaard, Ugerløse og Allan Kragh Madsen, Randers blev genvalgt til avlsudvalget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Karoline Ravn blev nyvalgt, mens Allan Lorentzen, Gesten og Susanne Grundvad Jessen blev genvalgt til PR- og aktivitetsudvalget.