Ifølge Danish Crown bliver noteringen for uge 32 fortsat på 10,50 pr. kilo slagtesvin.

Markedsberetningen fra Danish Crown: Det europæiske marked for grisekød er nu stabiliseret. Der er en jævn efterspørgsel, selv om de store forædlingsvirksomheder i Sydeuropa drosler ned grundet ferie de kommende to uger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Markedet er markant bedre nu end for en måned siden, men det, vi henter i prisstigninger på markederne udenfor EU, er desværre blevet udhulet af kursfald på både dollar, pund og yen i den samme periode. Det ændrer ikke på, at panikken har lagt sig, og vi ser fortsat stigende aktivitet hos vores kunder, siger Lars Albertsen, der er global salgsdirektør i Danish Crown Pork.

Der er en god efterspørgsel på forender, bove og nakker, mens afsætningen kamme, bacon og brystflæsk er er stabil. Omvendt udfordres priserne på skinker en smule på grund af den forestående ferieperiode i Sydeuropa.

Til landene udenfor Europa er der fortsat et godt salg. Slagteriet i Ringsted er indtil videre lukket ned for eksport til Kina, men afskibningen til både Kina og Japan er fortsat stabil.

Slagtesituationen

Tilmeldingen til uge 31 blev lidt højere er forventet, og det betyder, at der skal udsættes 51.000 grise til uge 32.

Der er lidt regionale forskelle i afhentningen, som der arbejdes på at få udlignet bedst muligt. Det vil især være de sjællandske andelshavere, der vil opleve disse grundet udbruddet af COVID-19 på slagteriet i Ringsted, som gør, at slagteriet opererer på halv kapacitet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der vil blive kørt en del grise til Blans og Horsens, og staldene i Horsens og Ringsted vil blive åbnet søndag for at give vognmændende bedre mulighed for at følge med. Vi håber på alles forståelse og hjælp i situationen - eksempelvis læsning af grise søndag.

Med næste uges kapacitet er forventningen, at der igen bliver udsat omkring 51.000 grise til uge 33, men det er behæftet med usikkerhed grundet den nuværende situation.

For søernes vedkommende udsættes der 186 søer til uge 32, hvor der er en høj tilmelding. Derfor forventes det, at der udsættes lidt over 500 søer til uge 33. Der er overarbejde på slagteriet i Skærbæk mandag morgen for at afhjælpe udsættelserne.

Ovenstående plan forudsætter, at slagterierne ikke rammes af større tekniske nedbrud, samt en tilmelding på niveau med Danish Crowns prognose.