Landmand Thomas Gubi fra Rødekro fik forleden overrakt en præmie i Kvægnøglen 2019, en pris der hvert år uddeles til den landmand i Syddansk Kvæg, der har årets bedste dækningsbidrag.

Kvægnøglen består af en kvartalsvis økonomisk opgørelse over kvægstalden. KvægNøglen viser fx udgifter til foder, dyrlæge, vedligehold samt indtægter på mælkeydelse og salg af dyr. Gubi I/S leverede et resultat på 17.000. kr. i DB pr. årsko i 2019.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Thomas Gubi driver et I/S landbrug sammen med sin familie. Gården ligger ved Rødekro. Familien har 245 årskøer og 470 hektar jord.

Nye madrasser

Han mener selv, at en del af forklaringen på det gode resultat er, at de i 2018 satte nye madrasser ind i samtlige sengebåse, og at køerne derfor ligger mere ned. Derudover laver de kompakt fuldfoder, og pga. en god reproduktion er der solgt en del kvier til levebrug.

På landsplan deltager omkring 180 landmænd i Kvægnøglen. Her blev Thomas Gubi nummer 11 i 2019, og blandt de sønderjyske landmænd var han således den bedste. Nummer 1 på landsplan havde et resultat på godt 20.000 kr. i DB pr. årsko.