Slagterne er ikke i tvivl. Dansk kalve- og oksekød er bedst, og derfor sælger de kun dansk i deres butikker, skriver Agri Nord i en pressemeddelelse. Hos landmændene i Agri Nord har man længe sagt, at "dansk er bedre", og foreningen har slået et slag for de danske kvalitetsfødevarer blandt andet ved Tall Ships Races i Aalborg, i annoncekampagner og på dyrskuer. Derfor tager formand for Agri Nord Carl Christian Pedersen særdeles godt imod en melding fra de danske slagtermestre, om at dansk oksekød er det bedste, både hvad angår smag, farve og sundhed.

- Den fokus, det danske oksekød får her, er fuldt fortjent, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Udfordring til forbrugeren

Han udfordrer den danske forbruger til at prøve slagtermestrenes udtalelser af.

- Nu fortæller fagfolk os, at det danske kød er bedre på en lang række parametre. Vi ønsker os, at forbrugeren vil prøve at lægge mærke til den kvalitetsforskel, der er på farve og smag, og ikke kun se på prisen, når de handler, siger formanden. At de så samtidig støtter lokalt og i nærmiljøet, hvis de handler dansk, er kun endnu en fordel, mener han.

- Midt i denne svære tid for os alle sammen er det godt at få stillet skarpt på de værdier, vi har omkring os, siger han.

Fagfolk foretrækker dansk oksekød

Før påske fik slagter Thomas Korup Nielsen, Slagter Stiller, leveret over et halvt ton kød til sin slagterforretning i Aalborg. Det var dansk det hele.

- Det giver god mening at støtte de danske producenter, men den danske kvalitet er også den bedste. Det er der ingen tvivl om, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han er formand for kæden Mad Med Mere, som har 40 butikker som medlemmer. Samtlige medlemmer sælger næsten 100 procent dansk kød.

- Det er fordi, vores strategi er, at vi kun sælger det bedste af det bedste, siger han.

Selv har han en smule udenlandsk kød i disken. Men det er kun, når han falder over nogle særlige og spændende nicheproduktioner. For eksempel specielt fedtmarmorerede, australske Ribeye steaks eller kød fra nogle unikke, finske Sashi-dyr.

Bedre smag

Det er især smagen, der er den væsentligste årsag, til at der stort set kun findes dansk oksekød i køledisken hos slagter-kæden.

- Dansk kalve- og oksekød har en god smag. Udenlandsk kød, der er langtidsvakuumeret, har en mærkelig smag, siger Thomas Korup Nielsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Høj kvalitet til god pris

Typisk vil det danske kalve- og oksekød være dyrere end oksekød fra for eksempel Argentina og Brasilien. Men for den lille merpris får forbrugeren en langt bedre kvalitet. Det vurderer slagtermester John Madsen, der har sin egen selvstændige forretning; Nr. Onsild Slagtehus ved Hobro.

- Så meget dyrere er det danske kød jo ikke, men kvaliteten er langt bedre. Bare se på farven. Dansk oksekød har langt mere farve end for eksempel det brasilianske, og det har mindre afskær og er mere fedtfattigt end for eksempel det tyske. Den danske forbruger kan få meget høj kvalitet til en lav pris ved at vælge dansk, siger han i pressemeddelesen fra Agri Nord.

Sundt produkt

Hos Slagter Munch i Skagen er der også udelukkende dansk kød i køledisken. Her er det især den høje sundhedsstatus, det danske kød har, slagterne lægger vægt på.

- Vi er sikre på, at det danske kød ikke er pumpet fuld af hormoner, så vi kan garantere, at det er et sundt og rent produkt, vi leverer. Amerikansk oksekød kan se flot ud og være rigtig mørt, men vi ved, at der kan være brugt tilsætning, siger slagtersvend Mark Boland.