I forbindelse med påsken blev vægtgrænserne sænket med fire kilo for at kompensere for tabte slagtedage. Fra uge 16 (mandag 14. april) bliver vægtgrænsen hævet igen, men i første omgang kun med to kilo, skriver Danish Crown.

- Påskens fremrykning er overstået i uge 16, og vi er godt med på nuværende tidspunkt. Vi har slagtet som planlagt, men der er forskydninger i efterspørgslen på verdensmarkedet, så derfor går vi ikke alle fire kilo op med det samme, siger Nicolaj Nørgaard, der er direktør i Danish Crown Ejerservice.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han fastslår dog, at målet er at komme op i vægt igen.

- Vi håber at sætte vægten tilbage på normalt niveau senere på foråret, men lige nu skeler vi også til slagtekapaciteten, for vi vil ikke risikere at komme flere dage bagud, for det giver udfordringer både hos ejerne og for vores salgsorganisation, siger han.

Efterspørgsel på mindre grise

Den øgede efterspørgsel på lettere grise til bacon og japan-udskæringer giver lige nu så markant bedre priser pr. kilo, at det opvejer det, der tabes i staldene på at sende lettere grise til slagtning.

- Vi er meget opmærksomme på at optimere mest muligt i hele kæden. I det her tilfælde er vi fuldt ud klar over, at vores landmænd lige nu helst vil lægge yderligere kilo på grisene, men lige nu vil de ekstra kilo spænde ben for attraktive ordrer, så derfor nøjes vi med at gå to kilo op, siger Nicolaj Nørgaard.

Læs mere om hvornår grisene skal tilmeldes i forbindelse med påsken.