Det økologiske oksekød under friland Økologi får tildelt to hjerter i den statslige dyrevelfærdsmærkeordning Bedre Dyrevelfærd, skriver Friland. Frilands leverandører har de seneste par måneder kunne tilmelde sig ordningen, og nu er samtlige leverandørers accept i hus, ligesom alle produktionslokationer også er blevet tilmeldte og godkendte.

- Det er glædeligt, at vi nu er klar til at lancere mærkningen på alle vores egne produkter samt dem, der bliver solgt under kædernes private mærker. Jeg vil derfor gerne rose de mere end 600 leverandører af oksekød, der har muliggjort denne lancering, siger Claus Hein, der er direktør hos Friland.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ejvind Kviesgård, der er Senior Manager i ejerservice hos Danish Crown Beef, er ligeledes glad for, at alle leverandører har valgt at tilmelde sig det statslige dyrevelfærdsmærke, skriver Friland.

- Vores leverandører leverer kød i verdensklasse på tværs af hele Danish Crown Beef. Det er ganske vigtigt, at alle produkter får den anerkendelse, de fortjener. Med de to hjerter bliver det økologiske kød fra Friland løftet et niveau ude hos forbrugerne, siger han.

Friland kommer til at køre kampagne på det økologiske oksekød fra uge 17, hvor tre Frilandmænd vil være stærkt repræsenterede digitalt.