Corona-situationen har tvunget Dansk Limousine Forening til at nytænke sin traditionsrige avlsdyrsauktion. Auktionen skal foregå online 22. marts klokken 13 i stedet for fysisk.

Alt var på plads til at gennemføre endnu en publikumsmagnet af en avlsdyrsauktion, da coronaens indtog i Danmark satte en effektiv stopper for begivenheden, skriver Dansk Limousine Forening i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men auktionsudvalget og sælgerne nægtede at opgive auktionen og lade alle forberedelserne være spildte. Efter en hurtig omgang nytænkning stod det klart, at auktionen over de 10 avlstyre, 3 kvier og 2 køer i stedet skulle gennemføres online.

Arbejder på højtryk

Siden statsministerens første corona-pressemøde har de frivillige omkring auktionen og foreningens hjemmeside derfor arbejdet på højtryk for at få online-auktionen op at stå.

Nu mangler kun de allersidste detaljer og tests, for at auktionen over de 15 katalognumre søndag 22. marts fra kl. 13.00 kan løbe af stablen på www.dansklimousine.dk .

Køberne er også i gang med at forberede sig til auktionen. De studerer stamtavler, katalogbeskrivelser og billeder af dyrene.

Ekstraordinært har hovedparten af sælgerne også lavet små videoer af dyrene som en erstatning for den besigtigelse, som traditionelt finder sted lige før selve auktionen. Disse videoer er - ligesom stamtavler med videre - tilgængelige via foreningens hjemmeside www.dansklimousine.dk, og de studeres lige nu meget flittigt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Auktionsbetingelser og praktiske informationer til byderne findes ligeledes på hjemmesiden. Medlemmer af Dansk Limousine Forening har automatisk adgangskode til selve bud-siden. Ikke-medlemmer, som er interesseret i at købe, kan forud for auktionen rekvirere en byder-adgang og har dermed også mulighed for at erhverve sig en ny avlstyr eller et hundyr til egen besætning.

Køberne forbereder sig desuden også på auktionen ved at byde på det test-dyr, som lige nu er det eneste synlige emne på online-auktionen.

Publikum kan følge med

Det store fysiske fælleskab omkring auktionen kommer selvfølgelig til at mangle, men stemningen hjemme i stuerne søndag eftermiddag kommer med garanti til at være højspændt, efterhånden som auktionen skrider frem. Både købere, sælgere og publikum i øvrigt kan følge med på www.dansklimousine.dk

Alle i bestyrelse og auktionsudvalg er spændte på forløbet af online-auktionen. Om køberne tager godt imod online-versionen af den traditionsrige avlsdyrsauktion, så kan det, der lige nu er en nødløsning, måske være inspiration til foreningens fremtidige måde at holde avlsdyrsauktion på.