Kjartan Poulsen, formand for LDM, og bestyrelsesmedlem i European Milk Board (EMB) har deltaget i et første møde med den nye polske EU-kommissær, Janusz Wojciechowski.

- Det er bekendt, og det var også tydeligt på mødet, at Janusz Wojciechowski og hans embedsværk er optaget af økologi ud fra en betragtning af, at i Europa er det tilsyneladende kun økologiske producenter, som kan opretholde en nogenlunde indtjening. EMB's umiddelbare vurdering af kommissærens ønske til udbredelse af økologi er, at det økologiske marked ikke vil kunne følge med, og ved så stor udbredelse, som kommissæren ønsker vil økologien være i fare for samme prispres som konventionelle varer er for tiden, siger Kjartan Poulsen efter mødet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Janusz Wojciechowski er fuldt bevidst om behovet for et generationsskifte og deraf krævede indsatser, er indtrykket efter mødet med landbrugskommissæren.

- På mælkeområdet fremgik det tydeligt, at Janusz Wojciechowski havde luret de positive effekter af den frivillige reduktionsordning, som EU indførte, da interventionen af pulver allerede var blevet alt for stor, siger formanden for LDM.

Kommissæren undrede sig dog over, at delegationen fra EMB talte mere om en markedsstabiliserende ordning end om flere tilskud, han var vant til den modsatte prioritering fra de europæiske sammenslutninger af landboforeninger copa-cocega, skriver LDM i sit nyhedsbrev.

- Det måske allermest positive fra mødet er, at kommissæren er meget interesseret i at møde "rigtige landmænd" sammen med alle de mere polerede holdninger han får fra medlemslandenes organisationer af forskellig art, siger Kjartan Poulsen.