Ny rapport fra Københavns Universitet viser, at konventionel soja udgør 71 procent af den samlede sojaimport til Danmark. Det betyder, at langt størstedelen af den danske sojaimport kan stamme fra produktioner i Sydamerika, hvor producenterne rydder skovområder for at udvide landbrugsjorden, hvilket kan have store konsekvenser for biodiversitet og CO2-udledningen.
Trods en øget opmærksomhed på, at den sojaskrå, Danmark importerer, bør komme fra kilder, der ikke er skyld i skovrydning, udgør konventionel sojaskrå stadig langt størstedelen af den sojaskrå, Danmark importerer.
Det viser en ny rapport fra Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet, der har kortlagt den danske sojaimport for at undersøge hvor stor en andel, der stammer fra producenter, som kan garantere, at sojaskråen ikke kommer fra ryddede skovområder.
Bæredygtig produktion
Opgørelsen viser, at 71 procent af den sojaskrå, som Danmark importerer, er fra konventionel sojaproduktion, mens 20 procent er sojaskrå, som er certificeret gennem såkaldte RTRS-kreditter, mens de resterende ni procent lever op til den europæiske foderindustris retningslinjer for indkøb af sojaskrå, skriver Institut for Ressource- og Fødevareøkonomi, Københavns Universitet.
- Modsat fødevareprodukter som kaffe og kakao, hvor forbrugerne har efterspurgt bæredygtig produktion, og palmeolie, hvor fødevarevirksomheder og detailhandlen har været med til at fremme en ansvarlig produktion, så er vi kun for nyligt begyndt at se samme reelle interesse for og krav om ansvarlig soja, siger lektor Aske Skovmand Bosselmann, der står bag rapporten.
De RTRS-kreditter, som dækker de 20 procent af importen svarende til 300.000 tons sojaskrå, er ikke garanteret afskovningsfri, fordi de i praksis kan stamme fra den konventionelle forsyningskæde, hvor man ikke kan garantere, hvor sojaskråen stammer fra. Kreditterne skal sikre, at en tilsvarende mængde sojaskrå bliver dyrket ansvarligt og ikke kræver afskovning.
Ifølge Aske Skovmand Bosselmann betyder det, at selvom en vis mængde soja bliver certificeret med kreditter, er næsten hele importen af sojaskrå fra Sydamerika fra konventionelt dyrket soja og ikke garanteret at være afskovningsfri. Mangel på sporbarhed betyder, at det er svært at sikre, at sojaen ikke stammer fra produktioner, hvor vigtige naturområder er omlagt til sojamarker - om end der kompenseres for det via kreditter.
Løser ikke det globale problem
Tidligere udregninger anslår, at det vil koste den danske industri omkring 28 millioner kroner om året at indkøbe RTRS-kreditter for alle 1,7 millioner tons sojaskrå, der bliver indkøbt til Danmark hvert år.
- I virkeligheden er det et relativt lille beløb set i det samlede billede. Det vil være en stigning på ca. 2,5 dollars pr. ton sojaskrå, og det overstiger ikke de udsving, importørerne i forvejen oplever på sojapriserne fra måned til måned, siger Aske Skovmand Bosselmann.
Men hverken certificeringer via kreditter eller direkte garanteret certificeret afskovningsfri soja, løser problemet med afskovning, fordi det uanset sojaens ophav ikke kan lade sig gøre at tilfredsstille den stigende efterspørgsel efter soja uden at inddrage skovområder til landbrugsproduktion.
- Den globale efterspørgsel på sojaprotein skal væsentligt ned, hvis vi gerne vil undgå yderligere afskovning. For om det er os eller et andet land, der hjemtager de ton soja, der er skyld i afskovning kan jo være lige meget globalt set, siger han.
Derfor foreslår han, at de store aftagere af sojaskrå til foder i stedet kigger efter alternative proteinkilder, der på sigt kan dette komme fra forarbejdet græs og hestebønner.
