DC uddeler råd til nedsættelse af risiko for smitte med ASF. Vær opmærksom på, hvad dine medarbejdere har med hjem fra juleferien, og tag en snak med dem om risikoen for ASF i kød fra risikozoner, råder Danish Crown.

Mange medarbejdere på både kreatur- og grisebedrifter har haft juleferie, og dermed mulighed for at tage madpakker med retur til Danmark. Heri ligger der dog også en risiko for at bringe Afrikansk Svinepest med, skriver DC i en pressemeddelelse.

- Vi har hørt om flere tilfælde, hvor udenlandske medarbejdere har taget mad med hjem fra ferie i deres hjemland. Afrikansk svinepest kan overleve i råt såvel som røget kød. Derfor er vores klare opfordring, at medarbejdere ikke tager madvarer med hjem fra udlandet, siger Jens Munk Ebbesen, der er områdedirektør for Fødevare- & Veterinære Forhold ved Landbrug & Fødevarer.

Han gør samtidig opmærksom på, at advarslen ikke kun gælder for de landmænd, der har grise i stalden.

- Selvom man har kreaturer, og afrikansk svinepest kun smitter grise, har mange udenlandske medarbejdere i Danmark netværk i mange forskellige landbrug. Derfor er der teoretisk set ikke langt fra en pakke kødpålæg på en kvægbedrift til en madpakke på en svinebedrift. Derfor er det vigtigt at have styr på og tale om, hvad ens udenlandske medarbejdere tager med hjem. Og især at det ikke skal ende i stalden, hos andre venner fra udlandet eller naturen for den sags skyld, siger Jens Munk Ebbesen.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Landbrug & Fødevarer tager forholdsregler sammen med Fødevarestyrelsen for at sikre, at informationen kommer ud til de chauffører, der krydser den danske grænse.

- Sammen med Fødevarestyrelsen har vi lavet en pjece, som vi blandt andet uddeler til de chauffører, vi møder ved vaske- og desinfektionspladserne i Sønderjylland. Her opfordrer vi til, at de ikke tager madvarer med ind. Vi har også fået lavet plakater til alle danske rastepladser, hvor budskabet er det samme.