Kvægbruget kårer for første gang Årets Elev. Det sker ved Kvægkongressen i februar 2020.

Så er det nu, du skal give lyd, for på Kvægkongressen i februar 2020 uddeler Landbrug & Fødevarer, Kvæg for første gang prisen for årets elev i kvægproduktionen, skriver Seges.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der er mange gode grunde til, at de danske kvæglandmænd nu kårer årets elev. Det siger formanden for kvægsektionen i Landbrug & Fødevarer, Christian Lund.

- Helt grundlæggende vil vi gerne markere, hvor vigtigt det er for os landmænd og for erhvervet helt generelt, at der er unge, der vælger en uddannelse og en fremtid hos os. Uden unge har vores bedrifter og vores produktion jo reelt set ikke en fremtid.

- Samtidig vil vi gerne fremhæve, at vi som landmænd har utroligt mange dygtige og dedikerede elever på gårdene. De er hos os for at lære, men vi lærer også noget af dem: De kommer med nye øjne, nysgerrighed og ny viden, som landmanden og de øvrige ansatte på gården har stor glæde af i det daglige ? både fagligt og socialt. Det er værd at markere, og derfor har vi besluttet, at vi fremover hvert år ved Kvægkongressen kårer årets elev i kvægproduktionen, siger Christian Lund.

Første kåring finder sted 24. februar 2020, og der er åbent for indstillinger allerede nu og frem til 30. januar 2020.

Årets elev belønnes med 6.000 kroner og en tur på gocart-banen sammen med kollegerne. Der er også præmier til de to øvrige elever, der kommer med i slutspurten.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Indstillinger

- Alle bedrifter, der har/har haft elever ansat i perioden 1 august 2019 til 1. marts 2020, har mulighed for at indstille én elev pr. bedrift.

- Elever på landmandsuddannelsen kan indstilles.

- Bedømmelseskomitéen lægger vægt på, at vinderen er en god repræsentant for branchen, og at eleven er en gevinst for arbejdspladsen både fagligt og socialt. Der ses også på elevens faglighed, engagement og nysgerrighed.