I sidste uge vakte et billede af vildsvinehegnets østlige afslutning opsigt på Facebook. Peter Kjærulf havde undret sig over, at hegnet endte ved en låge flere meter oppe på Kollund Strand. Vildsvinene kunne derfor bare gå en tur ned på stranden for at krydse grænsen til Danmark.

Maskinbladet spurgte skovrider Bent Mikkelsen fra Skov- og Naturstyrelsen om, hvorfor hegnet endte på denne måde. Bent Mikkelsen erkendte, at dette var en fejl, og at den ville blive rettet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det skete umiddelbart efter, og som det fremgår af billedet, skal vildsvinene nu ud på en svømmetur, hvis de vil til Danmark. Selve hegnet er forlænget, så det ender et stykke ude i vandet. På billedet ligger flydespærren - i form af det sorte rør - langs med hegnet, men spærren skulle nu være blevet flyttet ud til enden af hegnet, så eventuelt svømmende vildsvin vil skulle et godt stykke fra land for at komme uden om hegnet.

Vildsvin er gode svømmere, men formålet med hegnet er da også formuleret som "i videst muligt omfang at forhindre passage."