Debatten på Kalve-producenternes årmøde i Herning bød på emner som hjerteordning, klimavenlighed, økonomien i oksekød og mulige markeder.

Formand for kalveudvalget lagde på årsmødet ud med at kigge tilbage på et svært 2019 med høje foder- og halmpriser samt en lav afregning. Der var dog også fremtidsperspektiver for konceptet med både hjerteordning og klimaberegning, skriver Danish Crown Beef i en pressemeddelelse.

- Vi er endelig kommet i gang med Klimakalven, og vi er begyndt at udfylde i Kalveudvalget ligesom flere af jer har været inde og kigge på det. Det viser, at vi tager stilling til det, vi laver, og med den spredning, der er foreløbigt, er der justeringer, vi kan lave, så aftrykket bliver mindre. Forbedrer vi afregningen med hjerteordning og klimakalv? Det ved jeg ikke, men vi er nødt til at prøve, sagde Kristian Sørensen.

Dårlig afregning

Efter Kristian Sørensen kunne formand for Danish Crown Beef Peder Philipp tage ordet. Han kunne nikke genkendende til det svære 2019.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Vi ved godt, det har været et svært år at få økonomi ud af oksekødet. Oksekødet er i overudbud på grund af faldende forbrug, vi har haft sværere adgang til markeder for biprodukter og en dårlig afregning på huder, som fylder, sagde han.

2020 tegner dog til at blive mere positivt, sagde Peder Philipp.

- Jeg tror på, vi snart bliver åbnet til Kina. AFS vil på sigt være med til at hæve oksekødspriserne. Vi har iværksat handlingsplaner for Teterow og Scan-hide. De virker, og de første to måneder, er vi foran budget. Jeg tror på, at vi går mod bedre tider, og jeg er klart af den opfattelse, at vi står et bedre sted end for et år siden.