Fra 1. januar stiger en række gebyrer for blandt andet slagterier, eksportører af levende dyr og fødevarevirksomheder. De skal alle være med til at betale regningen for offentlig kontrol.

Fra nytår vokser den regning, som blandt andet slagterier, eksportører af levende dyr og en række fødevarevirksomheder skal betale for Fødevarestyrelsens kontrol, skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Med gebyrstigningerne sikrer Fødevarestyrelsen, at alle virksomheder betaler deres andel af udgifterne ved den offentlige kontrol i overensstemmelse med statens regler. I alt får virksomhederne gebyrstigninger for omkring 40 millioner kroner i 2020.

Udgifterne bliver fordelt på virksomhederne, afhængigt af, hvor meget de bliver kontrolleret.