Ostemager Hans Erik Andersen på Toulov Mejeri har netop repræsenteret dansk ost ved International Food Contest og vundet medaljer for Arla-oste.

Tænker du nogensinde over, hvordan din yndlingsost har fået sin smag? Den gode smag kan du blandt andre takke ostemager Hans Erik Andersen for. Han har været ostemager i 36 år og har igennem årene testet smagen og kvaliteten af millioner af oste. De sidste 19 år har han kastet sin kærlighed mod udviklingen af nye Arla-oste på Taulov Mejeri, som han netop har repræsenteret ved International Food Contest, skriver Taulov Mejeri i en pressemeddelelse.

Danskerne spiser i gennemsnit 16 kg ost om året. Men hvor ofte stopper man op ved køledisken og overvejer, hvem der har udviklet smagen og udseendet på din favoritost? Måske det er Hans Erik Andersen.

Hans Erik Andersen kom i lære som ostemager i år 1983 og er trukket i sin hvide kittel hver dag siden da. De sidste 19 år har han haft sin faste gang på Taulov Mejeri ved Fredericia.

- Jeg har lavet ost hele livet, og det er et fantastisk alsidigt arbejde, siger han, mens han går rundt blandt mejeriets tårnhøje hylder fyldt med tusindvis af oste.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Testsmager

For med jobbet som ostemager følger mange forskellige opgaver. Deriblandt opgaven med at præsentere udvalgte oste til det årlige International Food Contest, som han netop har vundet 11 medaljer med hjem fra. Derudover testsmager og kvalitetstjekker han de 200 tons Arla-oste, som Taulov Mejeri producerer hver eneste dag.

- Jeg synes, det er en rigtig sjov opgave at gå rundt og testsmage vores oste. Og så er det vigtigt for mig at være med til at sikre, at vores produkter er i højeste kvalitet, siger Hans Erik Andersen.

Udover at testsmage og kvalitetstjekke mejeriets store osteproduktion, er Hans Erik Andersen også en del af den særlige gruppe af ostemagere, der opfinder ny oste.

- En vigtig del af mit job er at udvikle nye oste, der matcher danskernes ønsker, og det er især den opgave, der holder min passion i live, siger Hans Erik Andersen og fortæller, at det kræver både tålmodighed, justeringer og en god portion erfaring at udvikle nye opskrifter.