Emma Weiss Nielsen fra Erritsø vandt tirsdag den europæiske fødevareindustris specialpris med sit science-projekt om musik for mejerikøer. Det foregik ved EM i science i Bulgarien.

En glad Emma Weiss Nielsen modtag tirsdag den europæiske fødevareindustri, FoodDrinkEuropes, specialpris ved EM i science, der foregik i Sofia i Bulgarien. Med prisen følger 2.000 euro, svarende til knap 15.000 kroner.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Den kun 15-årige Emma Weiss Nielsen fik prisen for, som den første at påvise, at musik i langsomt og vekslende tempo øger mælkeproduktionen hos mælkekøer.

Både landmænd og forskere har i årevis vidst at musik i stalden kan øge mælkeproduktionen. Men via en algoritme, som Emma Weiss Nielsen selv har udviklet, har hun fundet ud af præcist, hvordan musikken skal komponeres i tempo og afstand mellem tonerne for at give det bedste resultat for køerne.

Emma Weiss Nielsen kalder sit projekt for: Muhsik? et produktionsoptimerende middel.

- Det har været en kæmpe ære at få muligheden for at deltage - alle projekterne er helt vildt gode, og det at mærke de andres entusiasme for forskningen og samtidig dele ud af sin egen er helt fantastisk, siger Emma Weiss Nielsen fra Bulgarien.

Ung forskertalent

Ved konkurrencen blev der uddelt tre specialpriser til projekt med fokus på fødevarer. En international fagjury vurderede, at Emmas projekt skulle vinde den overordnede pris.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Prisen gives som en påskønnelse af unge videnskabsfolks research og forskning og som støtte til de unges fremtidige akademiske eller professionelle mål.

EM i science, eller EUCYS, er et initiativ taget af Europa-Kommissionen for at fremme interessen for naturvidenskaben blandt 14-20 årige unge. Emma Weiss Nielsen regner da også med at arbejde videre med sit produktionsoptimerende projekt efter EM i Bulgarien.

- Og jeg håber at anvende alt, hvad jeg har lært af mit arbejde og min deltagelse både i Unge Forskere og EUCYS i min videre gang i gymnasiet, siger det unge talent, der netop er startet på HTX i Fredericia.

Emma Weiss Nielsen blev udtaget til EUCYS, da hun i april vandt den danske finale i juniorrækken i Unge Forskere, som er arrangeret af det nationale naturfagscenter, Astra.

Programleder for Unge Forskere, Katrine Bruhn Holck, der var med i Bulgarien siger:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det har stor betydning, at vores projekter kan gøre sig så godt på en international arena, og at Unge Forskere dermed er med til at skabe grobund for anerkendelse internationalt, siger Katrine Bruhn Holck.