En stor del af landbrugets udledning af CO2 og drivhusgasser kommer fra drøvtyggende køer, som hver især bøvser mellem 200-500 liter metan op i døgnet. Det vil en række danske forskere og virksomheder i fællesskab være med til at lave om på i forskningsprojektet Climate Feed, skriver DLG i en pressemeddelelse.

- Vi vil sammen med forskere og andre virksomheder være med til at udvikle et fodertilskud baseret på tang til køer, som kan hæmme dannelsen af metangas i køernes maver. Som et af Europas største landbrugsselskaber vil vi altid være med til at vise innovationsvejen i branchen. Vi ser det som vores ansvar at gå forrest til gavn for vores landmandskunder og ejere, så vi kan medvirke til, at Danmarks førerposition indenfor klimavenlige løsninger fastholdes, siger Birgitte Marie Løvendahl Raun, faglig chef for kvægfoder i DLG og Ph.D. i husdyrernæring.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Climate Feed har et budget på 17 millioner kroner, hvoraf 11,7 millioner kroner er fra Innovationsfonden. Udover DLG og Vilofoss deltager Teknologisk Institut, Aarhus Universitet, University of Waikato i New Zealand, Ocean Rainforest, Dansk Tang, DryingMate, Naturmælk og Seges (en del af Landbrug & Fødevarer).

Tang som fodertilskud

Vise typer tang fra Norden indeholder stærke antioxidanter og tanniner, som kan være med til at stoppe udviklingen af metan i køernes vom. Birgitte Marie Løvendahl Raun fra DLG siger:

- Det er oplagt, at DLG og Vilofoss er med, da vi ved, hvad der er praktisk muligt, så vi kan være med til at hjælpe forskerne med at gøre produktet anvendeligt, så det ikke kun er i teorien, at tang er en god idé. Vi har stor viden i forhold til om tang i sidste ende blandes i Vilofoss mineralblandinger eller i DLG's kraftfoderblandinger, siger Birgitte Marie Løvendahl Raun.

- Vi har samtidig stor produktionsviden fra vores fabrikker og ved, hvordan råvarerne skal håndteres bedst muligt, så de korrekte egenskaber bibeholdes i vores foderløsninger. Vi har også lang erfaring med at få selve produkterne markedsført og leveret til vores landmandskunder. Vi ser meget frem til samarbejdet og håber naturligvis, at vi i sidste ende kan være med til at nedsætte landbrugets klimabelastning.

Forskningsprojektet løber over de næste fire år og skal udvikle metoder til at dyrke, høste og efterfølgende behandle tang til et færdigt forarbejdet produkt som tørret pulver eller piller, som landmanden let kan tilsætte kvægfoderet. Produktet skal have et kendt og stabilt indhold af de aktive stoffer, som reducerer udledningen af drivhusgasser fra kvæget, uden det går ud over mælkeydelse, smag og kvalitet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Parterne i Climate Feed

Teknologisk Instituts skal stå for projektledelsen og for test af tangproduktet i malkekøer i virkelige besætninger.

Aarhus Universitets skal stå for at udvælge tangarterne og udvikle dyrkningsmetoder i de nordiske farvande. Desuden skal Aarhus Universitet lave forsøg med foderproduktet i laboratorie- og pilotskala og stå for at vurdere miljøeffekter og økonomi.

DLG skal producere det færdigudviklede vitamin-mineral-tang-produkt, og rulle det færdige produkt ud via fabrikkerne fordelt i europæiske lande og resten af verden.

Vilofoss skal udvikle og producere tang-ingredienserne med metan-reducerende virkning, Vilofoss er et datterselskab i DLG-koncernen, som skal viderebearbejde tangingredienserne til færdigt produkt.

Ocean Rainforest ved Færøerne skal producere tangen. Ocean Rainforest producerer i dag store mængder til menneskeføde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Dansk Tang Odsherred leverer i dag tang til restauranter og har et stort kendskab til de forskellige arter og muligheder for at dyrke dem.

DryingMate skal stå for tørring af tangen.

Naturmælk skal sælge den nye tang-mælk til supermarkeder og forbrugerne.

Seges skal stå for videndeling af projektet.

University of Waikato i New Zealand: Skal medvirke til at screene og dokumentere de udvalgte tangarter.