Helt efter traditionen byder forsommeren på grovfoderekskursion, hvor der kan tankes ny faglig inspiration fra dygtige kolleger. I år sker det 13. juni, hvor to sønderjyske mælkeproducenter, en økologisk og en konventionel, er værter. Harro Marquardsen ved Løgumkloster og Jacob Petersen ved Rødekro slår stalddørene op.

- På grovfoderekskursionen bliver der sædvanen tro lejlighed til at kigge to veldrevne bedrifter i kortene med hensyn til, hvordan de arbejder med foderproduktion og fodring. Fokus er på at vise nogle af de ting, hvor de to bedrifter gør tingene lidt anderledes eller nyt, og hvilke erfaringer de har høstet med at gøre tingene på deres måde, siger seniorkonsulent Peter Hvid Laursen fra Seges.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han er sammen med landskonsulent Martin Mikkelsen turleder på ekskursionen, der arrangeres af Specialudvalget for Foderproduktion og Græsmarksdrift.

Klogere på fodring

Grovfoderekskursionen samler almindeligvis 700-800 deltagere, og arrangørerne forventer, at cirka det samme antal i år vil flokkes for at blive klogere på fodring og grovfoderproduktion, samtidigt med at man får en hyggelig forsommerdag, måske i selskab med naboer eller medarbejdere.

Man kan læse hele programmet på grovfoderekskursion dk. Her kan man også tilmelde sig, og der er 100 kr. at spare, hvis det sker senest 6. juni.

Grovfoderekskursionen støttes af Promilleafgiftsfonden for Landbrug og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne.