Formanden sammenligner klimaindsatsen med en dryppende vandhane.

- Vi er som samfund er ved at fikse vandhanen, som drypper, mens badekarret løber over, fordi hanen står åben, sagde Kjartan Poulsen på LDMs generalforsamling torsdag aften i Aars.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Hanen, der står åben, er min opfattelse af, at verden pulser C02 fra afbrænding af kul, olie og gas, mens vi prøver at forbedre den recirkulering, der foregår. For knap to uger siden var jeg med til lanceringen af Arla Foods klimatiltag. I LDM er vi helt enige i, at vi skal høste alle de klima-point fra forbrugerne, som vi kan.

- LDM erkender fuldt ud, at der skal reageres i klimadebatten, ellers bliver vi hængt ud i den offentlige debat. Men jeg håber også, at debatten vil få et mere faktuelt indhold, for mange af de tiltag, der bliver foreslået både i landbrug og i andre sektorer er desværre kun en kort udskydelse af problemet. Det er varm luft, sagde Kjartan Poulsen under foreningens generalforsamling.

Kjartan Poulsen har talt klima med med professor ved Institut for Plante- og Miljøvidenskab på Københavns Universitet. Formanden citerede i sin beretning professorens ord og betragtninger om miljøproblemerne.

- Afbrænding af fossilt brændstof frigiver cirka dobbelt så meget CO2, som den samlede biologiske fotosyntese kan nå at indsamle per år. Her skal vi også huske på, at en stor del af den biomasse, den biologisk fotosyntese fikserer per år, frigives igen gennem respiration, det vil sige biologisk omsætning af dele af biomassen i havene, jordbunden og i dyrs og menneskers kroppe, siger professor Poul Erik Jensen.

Landbruget skal deltage

- Lige nu koger klimadebatten, og jeg kan kun gentage min forhåbning om mere fakta i debatten. Selvfølgelig skal landbruget også reagere og deltage i stabilisering af klimaet, men vi skal huske at bruge indsatsen, der hvor det reelt batter noget og ikke kun fedte sorteper af på andre, for det spil er bybefolkningen bedre til, end vi er, sagde Kjartan Poulsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

LDM har haft møde med Energi-, Miljø- og Klimaministeren om klimaindsatsen og forklaret landbrugets holdning og udfordringer.

- Vores største frygt er stadig, hvis regeringen ikke kan finde tilstrækkelige besparelser fra biler og boliger, så er det køerne, som står for skud. Vi har mødt Energi-, Miljø- og Klimaminister Hans Chr. Lilleholt og instrueret ham, og sådan en minister er jo god til at lytte og love opbakning. Deres indsats kan man jo ikke styre, men ingen skal komme og sige, at de ikke vidste, at det hang sådan sammen, sagde Kjartan Poulsen.