Årets resultatet for 2018 blev på 29,0 millioner kroner, hvilket var bedre end både 2017-resultatet på 24,7 millioner kroner og det budgetterede resultat på 26,5 millioner kroner for 2018, skriver mejeriet i en pressemeddelelse.

Mejeriets indtjening i 2018 blev på 363 øre pr kg standardmælk mod en indtjening på 383 øre pr kg i 2017. Denne indtjeningsnedgang skyldes et generelt fald i markedsprisen på mælk i 2018. Mejeriet er med årets resultat dog fortsat klart konkurrencedygtig med hensyn til den udbetalte mælkepris til andelshaverne i et for mejeriindustrien generelt udfordrende 2018. Samtidig var Thises konsolideringsevne helt tilfredsstillende i 2018, især i betragtning af, at investeringer i mejeriet i 2018 var signifikant højere end i tidligere år, skriver ledelsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Thise Mejeri forventer som i tidligere år øget konkurrence på det stadigt stigende økologiske mælkemarked i Nordeuropa, ligesom det forventes, at mejeriets andelshavere vil forøge den samlede indvejning fra 106 millioner kg mælk i 2018 til cirka 109 millioner kg i 2019.

Positive forventninger til 2019

Trods forventningerne om en øget markedskonkurrence og en højere mælkeindvejning fra egne andelshavere har Thise Mejeri positive forventninger til 2019. Selskabet forventer således gennem øget salg, højere kvalitet og højere effektivitet at kunne styrke mejeriets indtjening til sikring af morgendagen for mejeriet igennem et fortsat højt investeringsniveau og en stor produktudviklingsindsats samtidigt med, at der udbetales en konkurrencedygtig mælkepris til andelshaverne, skriver selskabet i pressemeddelsen.

De positive salgsforventninger har baggrund i, at mejeriet forventer en fortsat god udvikling i salg og aktivitet på hjemmemarkedet. Thise Mejeris eksportsalg til de nære eksportmarkeder forventes også at stige betydeligt i værdi og i omsætning. Salget til det stadig mere vigtige kinesiske marked forventes ligeledes at udvikle sig godt. Kvalitetssikringsarbejdet vil endvidere blive intensiveret gennem tilførsel af yderligere kompetencer. Endelig vil effektiviseringen af produktionen blive intensiveret igennem videreimplementering af LEAN værktøjer og med stramning af effektiviseringsmålene i 2019 i forhold til målene for 2018.

Slutteligt forventer Thise i 2019 at fuldføre opstartede byggeprojekt i 2018 til cirka 80 millioner kroner, som vil øge mejeriets grundplan fra 10.000 til cirka 14.000 kvadratmeter.