I år arrangerede ØkologiRådgivning Danmark Økologisk Grovfoderdag for første gang, men det bliver næppe den sidste. Arrangørerne har fået mange positive tilbagemeldinger fra de deltagende landmænd, og det giver mod på at udvikle konceptet og gentage arrangementet.

- Planen er at afvikle Økologisk grovfoderdag igen om to år på en ny, spændende kvæggård, hvor der i lighed med i år bliver masser at se på og snakke om, oplyser plantechef i ØkologiRådgivning Danmark, Claus Østergaard.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Deltagerne har netop fremhævet det varierede program med blandingen af oplæg, mark-demonstrationer og udstilling som meget vellykket. En af dem er økologisk mælkeproducent Kristian Balsby Roersen, Daugbjerg.

- Det var en rigtig god oplevelse, hvor jeg fik meget med hjem. Det er interessant at se og høre, hvordan andre griber grovfoder og afgræsning an, og det var imponerende at se så meget forskelligt udstyr til økologisk produktion samlet et sted, siger Kristian Roersen og nævner maskin-demonstrationerne, MaksiGrass-vognen til frisk græs og græsmåleren fra New Zealand som eksempler på interessante nyheder på grovfoderdagen.

Tilbagevendende tradition

Op mod 150 landmænd og udstillere deltog i grovfoderdagen.

- Vi havde gerne set, at der var flere besøgende - ikke mindst af hensyn til udstillerne, men vi blev overhalet af det gode vejr. Mange økologer måtte i gang med at høste græs. Det havde vi ikke i vores vildeste fantasi regnet med, da vi satte datoen, siger Claus Østergaard.

Sammen med rådgiverkollegerne vil han nu arbejde på at gøre Økologisk grovfoderdag til en tilbagevendende tradition, der kan samle alle i branchen 2. uge i maj.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kristian Roersen vil i så fald være en af deltagerne.

- Jeg kommer helt sikkert igen, siger han.