De ender en dag som bøffer i Irma, men indtil da skal de leve et godt kalveliv. Det er den helt overordnede ide bag en flok jerseykalve og køer, som går og græsser hos Produktionshøjskolen Marienlyst i Skive. Kalve og køer kommer fra Thises mælkeleverandører, som har sat sig for at de små jerseytyrekalve skal opdrættes og producere godt kød og ikke aflives ved fødslen.

Onsdag kan alle interesserede komme og se dyrene og høre om værdien af en naturlig, lang mælkefodringsperiode, når Økologisk Landsforening inviterer til mark-demo i projektet 'Nye økologiske løsninger'.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Ingen er bedre til at passe kalve end køer,

Thorkild Nissen, konsulent for Thise Mejeri

Kun mælk og græs

Jerseykalve er små og sarte og giver ikke store, flotte bøffer. Men spisekvaliteten er god, og når de går sammen med køer ? ammetanter - og får al den mælk, de kan drikke, så længe de vil, bliver kalvene stærke og vokser faktisk pænt.

Normalt går økologiske kalve i malkekvægsbesætninger ikke sammen med moderkoen mere end en dags tid, hvorefter de får mælk af spand, til de er tre måneder gamle. Der er imidlertid ikke tvivl om, at kalvene vokser bedre, når de har fri adgang til mælk hos en ko.

- Ingen er bedre til at passe kalve end køer, konstaterer Thorkild Nissen, der som konsulent for Thise Mejeri har hjulpet med at sætte konceptet op for kødproduktionen.

- De har et frit og naturligt kalveliv med høj dyrevelfærd på denne måde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kalvene lever alene af mælk og græs, som de ville gøre i naturen, og får hverken korn eller kraftfoder. Alligevel vokser de 850 g om dagen i gennemsnit, hvilket ifølge Thorkild Nissen er meget tilfredsstillende.

- Græsfoder giver mælk og kød en sundere fedtsyresammensætning, og samtidig lægger dyrene ikke beslag på jord, der kan bruges til menneskeføde, forklarer han.

Besøg kalvene

Kalve og køer har et 'telt' at søge ly i. Hvordan det fungerer, kan man få et indtryk af, når Økologisk Landsforening 14. december arrangerer en demonstration af konceptet på produktionshøjskolen. Her vil Thorkild Nissen vise rundt og fortælle, hvordan man kan praktisere sen fravænning af kalve.

Der er for tiden kalve i to størrelser på produktionshøjskolen. Dels kalve født i foråret, som nu er omkring otte måneder gamle, dels kalve født for blot et par måneder siden.

Produktionshøjskolen har en grøn linje, der opbygger og vedligeholder køkkenhave, have og park. Eleverne dyrker frugt og grønt og passer altså nu også køer og kalve.