Koen søger at holde dens kropstemperatur konstant, og dens naturlige reguleringsmekanismer er ændret åndedræt, vandoptagelse, sved, fordampning og pelslagets tykkelse. Koens komforttemperatur er mellem minus 5 og op til 21 grader. I takt med at lufttemperaturen stiger over 21 grader, stiger koens indtagelse af vand samtidig med, at foderoptagelsen falder. Koen vil få varmestress, og koens udskillelse af varme kan ikke længere følge med, hvilket påvirker foderoptagelsen og mælkeydelsen negativt.

Symptomerne på varmestress vil vise sig hurtigt. På besætningsniveau ser man typisk en reduktion af foderoptagelse, nedsat ydelse, dårligere reproduktion, tilfælde af sur vom, fald i fedtprocent og stigning i celletal. Højtydende køer anses for at være mere følsomme over for varmestress, og disse vil hurtigere have et større fald i foderoptagelsen. Derfor er det især vigtigt at have fokus på disse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Foderoptagelsen vil falde allerede ved de 20 grader, og ved stigende luftfugtighed vil køerne påvirkes yderligere. Foderoptagelsen falder, da der sker en øget blodgennemstrømning til hudoverfladen, for at koen kan øge svedproduktionen. Dette medfører, at blodgennemstrømningen til vommen nedsættes, hvorved foderet omsættes langsommere. Den nedsatte foderoptagelse kan være helt op til 16 procent, men dette forklarer kun cirka halvdelen af ydelsesfaldet.

Stigningen i celletallet er ikke en direkte påvirkning af varme og luftfugtighed, men skyldes derimod en vækst af bakterier i varmen, hvilket i højere grad påvirker pattespidserne negativt.

Læs mere i Bovilogisk

Læs mere, i det nyeste nummer af Bovilogisk, der udkommer fredag den 20. maj.

Har du abonnement på bladet, kan artiklen allerede nu læses på www.bovilogisk.dk. Ikke-abonnenter kan også læse artiklen på hjemmesiden ved at købe adgang til artiklen - klik her.

Der kan bestilles abonnement på www.bovilogisk.dk eller 7620 7970.